Læsning og læring i alle fag

læsning i fagene


03. juni 2011 kl. 10:42

Ny publikation tager grundigt fat på udfordringerne med den faglige læsning.

Undervisningsministeriet udsendte midt i maj en meget gennemarbejdet webpublikation, Læsning i fagene. Målgruppen er lærere i mellemtrin og udskoling, og der er meget stof at hente – både til baggrundslæsning og til konkret praksis.

Forfatteren til publikationen er Lillian Byrialsen der til daglig er læsekonsulent i Norddjurs Kommune og modtager af Undervisningsministeriets Læsepris i 2010. Undervisningsministeriets fagkonsulenter og Nationalt Videncenter for Læsning har også været blandt bidragyderne, ligesom flere skoler har medvirket med gode eksempler.

Det må siges at være en styrke at der endelig fokuseres så målrettet på mellemtrin og udskoling, og at der er så grundige og konkrete bud på arbejdet med læsning i fagene. Det understreger at læsning er grundlag for læring i alle fag, og at der må arbejdes nuanceret og detaljeret med at lære fagsprog og med at tilegne sig det nødvendige værktøj. Med bredden i publikationen tydeliggøres det at alle lærere har et ansvar for dette.

Læsning i fagene er meget overskueligt tilrettelagt med tydelige afsnit og undertitler til afsnittene. Det er let at klikke sig rundt i webmaterialet. Der er gode teksteksempler og små meget illustrative videosekvenser, og begge dele fungerer fint som inspiration for lærerens tilrettelæggelse af læseaktiviteterne.

Vi hilser materialet meget velkomment og anbefaler alle lærere at udnytte det i deres tilrettelæggelse og daglige arbejde.

Undervisningsministeriet: Læsning i fagene