Nyheder 2011

Nytårshilsen


25. december 2011 kl. 11:53

Om lidt åbner vi døren til 2012, og vi vil meget gerne høre hvad I som dansklærere især ønsker jer af jeres forening i 2012. Har I konkrete ønsker til kurser, materialer eller særlige danskfaglige emner? Skriv til os på dansklf@dansklf.dk eller på Facebook.com/dansklf  

Nytårshilsen fra Dansklærerforeningens Hus:

Kære medlemmer

Tak til jer alle for et godt 2011 som bragte mange nyheder med sig. Læreruddannelsen er lagt over i Videnskabsministeriet, og vi har fået et Børne- og Undervisningsministerium som blandt andet arbejder for at tænke kontinuitet og helhed i undervisningen fra daginstitutioner til ungdomsuddannelser. Dansklærerforeningen vil søge at gøre vores indflydelse gældende og være med til at diskutere danskfaget hver gang det er til debat, og vi gør det med forventning om at der bliver lyttet til os i begge ministerier.

Her i Dansklærerforeningen har vi i 2011 arbejdet på at forbedre vores tilbud til jer medlemmer med nye og mere fleksible vilkår. Først og fremmest har vi ændret bogpakkeordningen så I selv kan bestemme hvor mange og hvilke bøger I gerne vil købe med den sædvanlige store rabat. I kan også købe de bøger vi allerede har udgivet, med rabat. Det er ikke mindst for de studerende et godt tilbud. I 2012 vil vi arbejde på at finde flere attraktive tilbud til alle medlemmer.

2011 blev brugt på at få en god aftale med Systime i stand sådan at vi i 2012 vil kunne udgive digitale danskbøger til alle skoleformer. Det samarbejde ser vi frem til og forventer os meget af.

Vores nye hjemmeside gik også i luften i 2011, og vi arbejder hele tiden på at gøre hjemmesiden – og ikke mindst bestillingen af bogpakker – lettere at bruge og finde rundt i sådan at det kan blive en stærk og brugbar ressource for dansklærere i alle dele af uddannelsessystemet.

Vi prøver at nå ud til dansklærere og at gøre vores indflydelse gældende i mange sammenhænge. Derfor er vi nu også på Facebook. Vi håber at vi kan benytte denne kanal til etablere en tættere dialog mellem forening og medlemmer.

Det er i øvrigt med stor glæde at vi i 2011 har budt velkommen til mere end 1000 nye medlemmer. Også den udvikling håber vi vil fortsætte i 2012, for jo flere vi er, desto bedre bliver vores muligheder for indflydelse på danskfagets dagsorden over for beslutningstagere og de mange samarbejdspartnere, og desto bedre muligheder får vi for at udvikle kvalitetsmaterialer til undervisningen.

Om lidt åbner vi døren til 2012, og fra foreningens side har vi mange spændende projekter i støbeskeen. I kan holde øje med hvad der sker i vores nyhedsbreve, i medlemsbladene DANSK og Dansk Noter, på Facebook og her på siden.

Vi vil også meget gerne høre hvad I som dansklærer især ønsker jer af jeres forening i 2012. Har I konkrete ønsker til kurser, materialer eller fokus på særlige danskfaglige emner? Hvad står I og mangler som dansklærere, og er det noget vi kan støtte jer i at få?

Skriv til os på dansklf@dansklf.dk eller på Facebook.com/dansklf, og så skal vi se om det er ønsker som vi kan opfylde.

Godt nytår!

Charlotte Paaskesen,
Adm. direktør for Dansklærerforeningen

Meld dig ind

Bodil Tvede

Et medlemskab koster mindre end 1,50 kr. om dagen, og hvis du er studerende, betaler du under 50 øre.

Find os på Facebook

Facebook

og del link og synspunkter med dansklærere fra hele skolesystemet