Nyheder 2012

Undervisningsmiddelprisen 2012 går til Dansklærerforeningens udgivelse ”Netværker”


19. april 2012 kl. 12:42

Pressemeddelelse

Udgivelsen Netværker. Digitale medier i dansk har i dag fået Børne- og Undervisningsministeriets Undervisningsmiddelpris for et både “tiltrængt og nytænkende” materiale. Prisen blev overrakt til 3 af bogens forfattere på Skolemessen i Århus af Pernille Salamon Halberg, kontorchef i Ministeriet for børn og undervisning.

Bogen Netværker sender ”eleverne ud på deres egne lærerige rejser i cyberspace. De (og deres lærere) vil kunne se bogen som en udfordring der gør dem klogere på digitale medier og mere kompetente og opmærksomme som medborgere.” Sådan lyder det blandt andet i teksten for nomineringen af årets Undervisningsmiddelpris, der i dag er overrakt til bogens forfattere Charlotte Bork Høvsgaard, Gitte Lautrup, Dorthe Wang (fraværende) og Mads Pedersen.

Redaktionschef Katja Tang Pedersen fra Dansklærerforenings Forlag:
“Jeg er utroligt stolt og glad på forfatternes, danskfagets og Dansklærerforeningens Forlags vegne. Skønt at bedømmelsesudvalget fandt frem til at nominere hele to materialer fra Dansklærerforeningens Forlag. Forhåbentlig vil denne pris betyde at bogen der i den grad bringer de digitale medier i dialog med danskfaget, bliver synlig for lærere og undervisningsinstitutioner - ikke mindst når bogen også om kort tid udkommer som ibog.”

Netværker er en bog om fortælling, sprog og kommunikation i sociale medier hvor forfatterne giver deres bud på: Hvad er medier? Hvordan skal vi læse dem? Og hvordan skal vi arbejde med dem i dansk? Hvilke analysemetoder og fortælleteknikker kan vi bruge til at forstå og begå os blandt de digitale værker og netværker? Bogen er skrevet med særlig øje for htx med sit særlige fokus på begrebet mediedannelse, men kan uden problemer og med stor fordel anvendes på alle gymnasiale uddannelser.

2 nomineringer til Dansklærerforeningen
Blandt de i alt tre nominerede materialer var endnu en udgivelse fra Dansklæreforeningens Forlag: Ned i novellen af Mette B. Westergaard m.fl. I nomineringen lyder det: ”Ned i novellen giver elever og lærere mulighed for at arbejde både engageret, seriøst og fleksibelt med genren. Materialets meget klare struktur er med til at give den sikkerhed der skal til for at arbejde med fantasi, indlevelse og kreativitet.”
Det tredje nominerede materiale var "Bæredygtigt design" af Mette Jørgensen fra Forlaget Meloni.

Om Undervisningsmiddelprisen
Undervisningsmiddelprisen gives til et nyt undervisningsmiddel af bemærkelsesværdig høj kvalitet til folkeskolen, ungdoms- eller voksenuddannelserne. Prisen er indstiftet af ministeriet i samarbejde med fagbladene Folkeskolen og Gymnasieskolen samt landets CFU'ere. Prisen på 85.000 kroner fordeles på de tre nominerede materialer. Prisen kan gives til alle former for materialer, til alle fag og alle undervisningsforløb.


Kontakt:
Katja Tang-Petersen, redaktionschef, Dansklærerforeningens Forlag, mobil: 22981422