Årsmøde-kursus 2020 – Engagér dig!

"ENGAGÉR DIG! DEN SOCIALE VENDING OG GENKOMSTEN AF DET POLITISKE"


“Hvis det er sandt, og det tror jeg, at branden på Scandinavian Star blev anstiftet med økonomisk vinding for øje, døde de 159 mennesker ikke kun på grund af nogle enkelte mænds kyniske risikovillighed, de døde for en idé. Nogen og noget kan blive nødt til at dø, for at andre kan vinde. Det er ideen. For at lægge til må man trække fra et andet sted. Kapitalismen er en massakre. Men vi er levende, og vi kan ende kapitalismen.”
– Asta Olivia Nordenhof: Scandinavian Star. Del 1. Penge på lommen. Basilisk. 2020
 

I mange år har de unge fået skæld ud for ikke at engagere sig i samfundsdebatten, men der er en tendens til, at #fridaysforfuture, #metoo og stemmer som Emma Holten og Greta Thunberg har engageret dem. Tidens tre k’er - køn, klima og klasse - kalder på handling. De unge ønsker en bedre verden og en mere bæredygtig fremtid, og de går både på gaden og på nettet i håbet om at forandre verden, både hver for sig og i fællesskab. Også i litteraturen har vi i de senere år set en social og politisk vending med blandt andre forfattere som Morten Pape, Thomas Korsgaard, Asta Olivia Nordenhof, Kristian Bang Foss, Lea Maria Løppenthin og Hanne Højgaard Viemose. 

Rammen for årsmødet er Comwell Kellers Park, der oprindeligt var en anstalt under åndssvageforsorgen - den kellerske åndssvageanstalt - oprettet i 1865 af Johan Keller. Sønnen Christian Keller førte anstalten videre, og med ham som frontfigur blev Danmark et foregangsland, når det gjaldt overvågning, institutionalisering og sterilisation af åndssvage. Dette fortsatte helt op i slutningen af 1960erne, og mange af ofrene har krævet en undskyldning fra staten, men aldrig modtaget nogen. 

På årsmødekurset 2020 vil vi sætte fokus på social og politisk aktivisme i vores fag både nu og litteraturhistorisk og på tværs af det faglige stof. Oplægsholderne vil være forskere, didaktikere og kunstnere, og vi vil nyde godt af den friske luft og den smukke omkringliggende natur med udsigt til Vejle Fjord.  Kom og oplev bl.a. forfatter Asta Olivia Nordenhof i samtale med anmelder Kamilla Löfström. Mød dramatiker Line Knutzon og rapper Mads Mygind. Skriv kreativt med forfatter Silje Henderson. Bliv klogere på retorisk medborgerskab med Lisa Storm Villadsen og gør eleverne til aktive medborgere med Fonden for Entreprenørskab. Få nye perspektiver på politisk litteratur med Louise Mønster og dokumentarprogrammer med Anita Nell Albertsen. Deltag i workshops og tag konkrete ideer til undervisningen med hjem om forskellige sider af årsmødets emne.


Tid
Den 1.-3. oktober 2020

Sted
Comwell Kellers Park, H.O. Wildenskovsvej 28, 7080 Børkop

Priser*
2 overnatninger i enkeltværelse: 4.550 kr. for medlemmer af Dansklærerforeningen / 5.000 kr. for ikke-medlemmer.

1 overnatning i enkeltværelse: 3.350 kr. for medlemmer af Dansklærerforeningen / 3.800 kr. for ikke-medlemmer.

*Priserne er ekskl. moms. Priserne er inkluderet kursusmateriale efter aftale med copydan. 

2 overnatninger er: torsdag den 1. oktober 2020, kl. 12:00, til lørdag den 3. oktober 2020, kl. 11:00
1 overnatning er: torsdag den 1. oktober 2020, kl. 12:00, til fredag den 2. oktober 2020, kl. 16:00

GÅ TIL TILMELDING (Tilmeldingsfrist 1. september 2020)

SE PROGRAM.


Kontakt
Eventuelle spørgsmål kan rettes til Carsten Ullum: cu@hansenberg.dk