Bliv medlem i dag og få masser af fordele – læs mere
I dette nummer sætter vi os i dansklærerens rolle. En rolle, der spænder vidt. Faktisk så vidt, at det ikke lader sig gøre at sammenfatte den kort. Som dansklærere er vi kulturskabere og kulturbærere. Vi er litteraturformidlere og tekstforfattere. Vi er oplæsere og omsorgspersoner. Vi er klasselærere, kontaktlærere og hovedlærere. Kort sagt: Vigtige og tilstedeværende voksne i børns liv.
Det er denne facetterede lærerrolle, vi har koncentreret os om i dette blad. Det første DANSK i 2025.
Dorte Karrebæks fugl på forsiden har fart på. Den er i bevægelse, og den holder den røde tråd i sit næb. Måske endda den faglige røde tråd?
Dansklærerens rolle er omskiftelig, fordi faget er omskifteligt. Det kræver varsomhed og vovemod at være dansklærer. Det kræver også, at vi indimellem tør sætte undervisningen mere fri og lege med kunsten og børnene. Små som store.
På læreruddannelsen oplever de danskstuderende et fag, der kan virke uudtømmeligt. Som kommende formidlere af dansk sprog, kultur og kulturhistorie er der meget, man skal lære udover de mange pædagogiske, almendidaktiske og fagdidaktiske teorier. Det runder vi også.
Vi håber, at du kan se dig selv som dansklærer i artiklernes indhold, og at artiklerne vil inspirere og pirre din indre læsehund.