Tankestregen 2010 går til Steffen Brandt


Jørgen Larsen overrækker Tankestregen 2010 til Steffen Brandt

Dansklærerforeningen har i anledning af sit 125 års jubilæum stiftet en ny pris, Tankestregen. Tankestregen gives i år til sangeren, sangskriveren og forfatteren Steffen Brandt. Prisen blev overrakt på Hotel Nyborg Strand torsdag den 30. september. 

"Tankestregen 2010 går til Steffen Brandt fordi han gennem sin musik og sine sangtekster har udforsket og skabt opmærksomhed om det danske sprog og dets muligheder på tværs af generationer og landsdele.

Fra 1980'ernes Fantastiske Toyota til De første kærester på månen og indspilninger af Leonard Cohen og Bob Dylan har vi lyttet til og sunget med på Steffen Brandts finurlige formuleringer som både rammer den jordnære hverdag og de helt store ting i livet. Det siger vi tak for, og derfor går Tankestregen 2010 til Steffen Brandt" lyder det i motivationen for tildelingen af prisen.

Prisen blev overrakt til Steffen Brandt torsdag aften af Jørgen Larsen der er formand for Dansklærerforeningen og underviser på Sct. Severin Skole i Haderslev. Overrækkelsen foregik på foreningens årsmøde på Nyborg Strand hvor Dansklærerforeningen fejrede sit 125 år jubilæum med taler og festmiddag. 

Med prisen følger 10.000 kr. og en kobberskulptur på 25 cm af Dansklærerforeningens logo. Logoet består af et komma og et punktum som hviler på en tankestreg, og det er designet af Rikke Albrechtsen, Quote Grafik.

Steffen Brandt kvitterede for modtagelsen ved at spille og synge en række af netop de sange som han har fået prisen for. Det vakte stor jubel blandt de næsten 200 dansklærere som deltog i Dansklærerforeningens jubilæumsmiddag.

 

Om Tankestregen
Tankestregen er Dansklærerforeningens sprogpris. Prisen blev indstiftet i forbindelse med Dansklærerforeningen 125 år jubilæum i 2010.  Kandidaterne udvælges af foreningens bestyrelse og kan tildeles:

  • en der har haft særlig betydning for udvikling af og/eller udbredelse af viden og bevidsthed om det danske sprog
  • en der har betydet noget for udvikling af faget
  • en forfatter
  • en kulturinstitution 

Med prisen følger 10.000 kr. og en kobberskulptur på 25 cm af Dansklærerforeningens logo. Logoet består af et komma og et punktum der hviler på en tankestreg, og det er designet af Rikke Albrechtsen, Quote Grafik.