Fra "Skrædder i Helvede"

(Først en tekst, så et billede)

"Gud Fader på lokum. Det job stinker. Aldrig er det godt nok. Dårligt har jeg trådet min nål, før de kommer rendende: Nye trompetbukser, ny trikot, nyt treforkhylster. Kors i røven. Det skide isoleringssatin. Det er Djævelens værk."

(Fra Skrædder i Helvede af Mette Hegnhøj Mortensen)

 

Mette Hegnhøj Mortensen

"Jeg skrev Skrædder i Helvede mens jeg gik på Forfatterskolen for Børnelitteratur.

Opgaven lød: Giv en død metafor liv. Og jeg lyttede bare, da skrædderen kom hjem og læssede af hos konen, efter at have kvittet jobbet i Helvede.

Og teksten var da slet ikke svært at skrive, det var en fest."

 

 

Illustration af Josefine Blom

Der skal her først hæftes en lille krølle på introduktionen af Josefine Blom. Sagen er, at redaktionsgruppen refuserede den første tegning, hun sendte ind.Om det siger hun selv: "Det var helt cool og så står det jo som en fortælling om ikke at give op, når nu tegning nummer to havnede på omslaget!
Jeg så den her megasure og meget forsmåede skrædder lyslevende for mig. Jeg er selv uddannet herreskrædder, så det var nemt at identificere mig med ham. Blandingen af eder, forbandelser og smukke stoffer inspirerede mig. Jeg elsker dualiteter.

Den største udfordring var at få papiret og - især guldtråden – til at klistre på papiret og ikke kun mine fingre sammen."