MEN VI KAN SÅ MEGET MERE
Undervisningsforløb til den dannelsesorienterede danskundervisning med udgangspunkt i fælles mål.
Dansklærerforeningen iværksatte i 2015-16 en produktion af undervisningsforløb hvor dannelsesperspektivet er i centrum. Forfatterne er dansklærere der med kritiske briller arbejder med målstyringen og her deler deres gode ideer til forløb. Alle forløb er grundigt bearbejdede og kvalitetssikrede af Dansklærerforeningen.
Det forunderlige sprog
– Et undervisningsforløb med fokus på det sproglige arbejde til 6.-9. klasse
Af Janni Lybech
Dette undervisningsforløb fokuserer på det sproglige arbejde med fokus på kreativitet, variation og betydning. Målet for forløbet er at stille krav til, udfordre og udvide elevernes sproglige bevidsthed. Eleverne vil blive mere bevidste om, hvilke sproglige muligheder de har, men også hvad de til- og fravalg, de tager, har af betydning for deres skriftlige produkter. Ønsket er at gå på opdagelse i sprogets mange facetter og afkroge og få øjnene op for den palet af nuancer, som sproget tilbyder os. Vigtigst af alt taler de forskellige aktiviteter til den nysgerrige og legende elev, som igennem kreative øvelser vil få en fornemmelse for sprogets spændvidde og muligheder.
© Dansklærerforeningens Forlag. Kopiering må finde sted efter gældende aftale med Copydan.