Inspiration til nødundervisning – Til udskolingen

Vi har samlet lidt inspiration sammen til dig. Gode opgaver, som du kan fylde op med, når du løber tør, og opgaver du kan bruge som inspiration til selv at tænke videre, så det passer til lige præcis din klasse.

Her er lidt til udskolingen.

Vi ønsker dig god arbejdslyst.


Littera-na-tur-tur
Det er forår, og som det er i Danmark om foråret, er det ind i mellem varmt. Og ind i mellem koldt og vådt. Men i hvert fald, er det dejligt, at foråret i det mindste er, ganske som det plejer i disse tider, hvor intet andet er, som det plejer. Måske underviser du dine elever ude? Måske sidder dine elever hjemme bag skærmen og trænger til at komme ud? Og hvorfor så ikke lade dem tage litteraturen med ud i foråret og lave en ”littera-na-tur-tur”?

I klippet herunder kan du se forfatter Mette Hegnhøj fortælle om, hvordan hun bruger naturen som aktiv medspiller i sin litteratur. ”Vi har landskaber inde i os,” fortæller Mette Hegnhøj. ”Og de er lige så virkelige som den ydre natur.” I klippet fortæller Mette Hegnhøj også om to af hendes bøger, Møgungen og Mig Mona altid i træsko (røde), og giver en lille smagsprøve fra Mig Mona altid i træsko (røde)

Se interview med Mette Hegnhøj (de sidste 15 minutter)
m.facebook.com/voresnatur2020/videos/248825222936561/

Læs uddraget fra "Mig Mona altid i træsko (røde)"

Se oplæg til opgaver til udprint
LITTERA-NA-TUR-TUR (pdf)


Lynkineser – kapitel 4+5+6
Jesper Wung-Sung og Dansklærerforeningens Forlag har i forbindelse med skolenedlukningen og nødundervisningen i foråret 2020 stillet tre kapitler af Lynkineser til rådighed for lærerne og deres elever og udarbejdet arbejdsforslag til disse kapitler.

Forløbet er målrettet 6.-7. klasse. Opgaverne er udformet, så eleverne kan arbejde med opgaverne hjemmefra under vejledning af deres lærer, og flere af opgaverne kan laves som gruppeopgaver. Fokus er på Jesper Wung-Sungs forfatterskab, erindringsgenren og skriveudvikling.

Materialet består af en pdf henvendt til læreren, og en selvstændig pdf med elevopgaverne. Se også artiklen ”At holde dommedag over sig selv” af Katja Gottlieb.


Kapitel 4+5+6

Hent filen til læreren (pdf).

Hent elevopgaverne (pdf)

Artiklen "At holde dommedag over sig selv" (pdf).


Blog og vlog – kapitel 4
Her er en lille gratis smagsprøve, du kan prøve af som fjernundervisning. Vi har hevet kapitel 4 ud af vores bog Blog og vlog. Forløbet introducerer til, hvordan man kan gribe analyse af komposition, layout, billeder og filmiske virkemidler an i forbindelse med genrerne blog og vlog. Eleverne skal også selv producere en blogtekst.



Pigen på torvet – Novelle af Jesper Wung-Sung


Link til novellen "Pigen på torvet".

I fagbladet DANSK, som medlemmer af Dansklærerforeningens Folkeskolesektion modtager fire gange om året, er faglige artikler om danskfaget, ideer til din undervisning og ind i mellem noveller, essays og meget andet godt, af danske forfattere. Sidste år bragte vi en ny novelle af Jesper Wung-Sung. Her har I muligheden for at stifte bekendtskab med en af Wung-Sungs nyeste noveller ’Pigen på Torvet’. Læs den. Overvej undervejs følgende spørgsmål:

  • Hvad sker der i tekstens begyndelse? Hvem sidder på Torvet? Og hvem kommer til Torvet?
  • Pigen har tabt en beklædningsgenstand og venter på nogen. Hvad mangler hun? Hvem venter hun på? Hvis det er en reference til eventyr og Askepot, hvad er der så galt med historien, synes du? Vælg tre citater ud, som ikke passer ind.
  • Lav en personkarakteristik af fortælleren. Vælg tre citater i teksten, der siger noget om ham. Forklar, hvordan du opfatter ham på baggrund af citaterne. Er han interesseret i pigen? Begrund med eksempler fra teksten? Og passer han ind i eventyret eller kommer han ’fra en anden genre’? Hvordan er prinsesser typisk i eventyr? Og hvordan er cowboys? Hvorfor går hovedpersonen videre? Og hvorfor kaster han alle flaskerne i floden?  
  • Læs evt. eventyret Askepot. Bed eleverne undersøge, hvad ‘Intertekstualitet’ er.
  • Læs citatet nedenfor. Hvordan passer budskabet til ’Pigen på torvet’? Vælg et citat fra novellen og lav din egen citatplakat. Begrund dit valg af citat.


Lav en foldebog om H. C. Andersen

Du skal lave en foldebog om H. C. Andersen, og du skal først læse et eventyr af H. C. Andersen. Det kan findes på nettet. Læs fx Den Standhaftige Tinsoldat (1838). Det findes også som film på filmcentralen. Brug unilogin. 

Du skal også bruge papir i to farver (hvis man kun har hvidt papir, kan man bruge avispapir, gavepapir, karton fra en tom cornflakespakke eller anden emballage, en stoppenål (tyk synål) og garn og tusser. 

Brug skabelonen i bilaget, print den ud og klip H. C. Andersens profil ud i karton, avispapir eller andet. Fold desuden fire-seks ark papir på langs, og læg dem ind i den profil, du har klippet ud. Sy siderne sammen i ryggen. Nu har du en bog. 

  • På side 1 skriver du en lille biografi om H. C. Andersen. Brug google.
  • På side 2, skriver du en liste over alle de tekster, du har læst af ham. 
  • På side 3 og 4 kan man lave en flot tegning, som fylder hele midteropslaget. (De yngste eller valgfri opgave)
  • På side 5 skriver man et resume af teksten Den Standhaftige Tinsoldat.
  • På side 6 skriver man en kort tekst om romantikken (De ældste), eller om biedermeier.
  • Man kan også lave en aktantmodel for fortællingen. 

Hent bilag med skabelon (pdf).


Lav en blog
Klassen opretter en klasseblog. På bloggen skriver brugerne indlæg på 500-600 ord under overskriften ’Dagbog fra Corona-Camp’ eller lignende. Lav en klasseliste. To elever skal hver dag bidrage med et indlæg, de to næste på listen skal kommentere indlæggene. Opgaven går på omgang mellem eleverne. De skal i deres indlæg tage afsæt i en konkret oplevelse fra perioden fra Statsministerens pressemøde onsdag d. 11/3 og frem til den pågældende dato, og de skal i deres indlæg reflektere over, hvilken betydning det har, at vi er i en verdensomspændende krisesituation.



Flere ideer følger.