Bliv medlem og få masser af fordele – læs mere. | Se også forlagetmatematik.dk ![]()
Kære Gud, du, som er i himlen. Jeg er stadig vild med Simon. Få ham til at opdage mig. Please! Måske kan du også hjælpe mig med at tale med ham? Lidt ligesom Tilde og Julie, der kan tale med alle. Også drenge. Mor og Alex skændes stadig. Kære Gud, kan du ikke få dem til at stoppe? Eller endnu bedre; få mor til at droppe Alex?
Cille bor med sin lillebror og sin mor, der har et turbulent on/off forhold til kæresten Alex. Cille beder til Gud om, at moren skal droppe Alex, så der kan komme ro på hjemmefronten, og hun kan fokusere på det, der rører sig i en ung teenager som hende – venskaber og forelskelse. Cille er nemlig vild med Simon og beder til, at han skal få øje på hende inden den forestående skolefest. I jagten på Simons opmærksomhed må Cille gennem en del pinlige prøvelser, og pludselig tager tingene en uventet drejning.
Kære Gud, du som er i himlen er en letlæst kortroman om besværlige forældre, søskendekærlighed, venskaber og forelskelse.
LÆSBAR Mellemtrin er en serie af korte og lette fag- og fiktionsbøger til mellemtrinet. Alle bøgerne er blevet til i et tæt samarbejde mellem dygtige forfattere og ungekonsulenter mellem 10 og 13 år. De unge er kommet med forslag til emner, de gerne vil læse om, og de har læst med i manuskriptfasen og er kommet med input til indhold, formidling, sværhedsgrad og valg af forsider.
En del af overskuddet fra titlerne i serien går til organisationen Læs for Livet, som har stået for at rekruttere en del af ungekonsulenterne, og som får en række frieksemplarer til etablering af biblioteker på institutioner for unge med svære livsvilkår.
Bogen er velegnet til frilæsning og værklæsning. Opgaver til bogen kan findes under fanen Ekstramateriale, eller på dansklf.dk/laesbar.
” Du skal læse denne bog, hvis du kan lide at læse om nogen, der har det svært.”
Frida, 13 år.
”Du skal læse denne her bog, fordi den er god, og det kunne måske være ligesom dit liv.” Lucca, 12 år.