Tilbage

Nye perspektiver 2025

Kurset opdaterer den erfarne dansklærer med nye perspektiver på undervisningen i de gymnasiale uddannelser i fagets samspil mellem de tre områder i dansk. Sigtet er at give danskfagets bud på, hvordan vi kan motivere og løfte unge fagligt og samtidig bibringe dem dannelse, der klæder dem på til at møde verden.

Dansklærerforeningens sektion for gymnasielærere udbyder kurset Nye perspektiver. Kurset har fokus på at præsentere en vifte af nye didaktiske, tematiske og inspirerende tilgange til danskfagets tre perspektiver.

Du kan høre bud på, hvordan vi på en vedkommende måde kan undervise i nyere dansk litteratur med lektor og pædagogisk faglig koordinator på Birkerød Gymnasium, Sara Brygger. Der vil desuden være et oplæg om læselyst og fordybelse ved cand.mag. i dansk og kunsthistorie og forsker (ph.d.) i læsning og fordybelse, Kristiane Hauer. Du kan arbejde med kreativ skrivning og poetry slam sammen med Lasse Nyholm Jensen, der er 4 gange DM-vinder i poetry slam og Peter Dyreborg, der er forfatter og DM-vinder i poetry slam. Du kan derudover høre et oplæg om remediering ved lektor i dansk og historie på Favrskov Gymnasium, Jens Mann Christiansen og lektor i dansk og religion på Paderup Gymnasium, Matilde Malmberg og selv prøve kræfter med at arbejde med remediering både analytisk og praktisk i undervisningen. Endvidere skal vi høre om, hvordan man kan arbejde med billedlitteratur ved cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling, Marianne Eskebæk Larsen og derefter opleve tegneserieforfatter og illustrator Karoline Stjernfelt fortælle om sin tegneserietrilogi ”Caroline Mathilde, Kongen og Struense”. Vores fagkonsulent Nicolai Rekve Eriksen fortæller om nyheder i danskfaget.

Aftenens underholdning vil være en optræden med forfatter og performer Jens Blendstrup. Kurset byder endvidere på en gåtur ved den fantastiske Korsør Lystskov.

Kurset vil indeholde workshops, vidensdeling, teoretiske og praksisnære oplæg.

Matilde Malmberg
Kontakt

Matilde Malmberg
mm@paderup-gym.dk