1004 – Jens Raahauge blogger på folkeskolen.dk

folkeskolen.dk, 22. januar 2018. Blog af Jens Raahauge

»Et tal kan blive så stort, at det virker skelsættende. 1004. Tænk, så mange unge skal tale med politiet om deling af børneporno. Den digitale dyd er mistet.

I året 1004 knuste danske Kong Svend Norge, araberne knækkede Pisa og polske Boleslaw mistede Bøhmen. Sejre, nederlag og tab (men husk, det er ikke det PISA).

Men 1004 er også det antal danske unge, der skal tale med politiet om børneporno, og som måske bliver sigtede for spredning af dette. Nogle af dem vil få plettet straffeattest, så de ikke kan arbejde med børn efter endt uddannelse. De har knust og knækket en jævnaldrende, som er på de delte billeder. Og de har selv mistet deres digitale dyd.

Nogle forældre betragter gerningsmændene som ofre; akkurat som nogle forældre ved benzinoverfaldet på en afgansk dreng i Ry søgte at blame offeret. Det kan være vanskeligt som forældre at indse, at der er noget helt fundamentalt, man ikke har interesseret sig for eller ikke har vidst eller har forsømt. Men at søge at bagatellisere et groft overgreb er uskønt.

Derfor er det interessant, at landsformanden for foreningen Skole og Forældre, Mette With Hagensen, erkender alle disse "digitale pletter" i forældres omsorg for deres børn og fremsætter et interessant forslag: Tag ved lære af den måde, vi gør børnene klar til at færdes i trafikken via Børnenes Trafikklub. Lav børnenes klub for færdsel på de digitale medier. Det lyder faktisk ikke så tosset.

Men det må ikke fjerne fokus fra, at færdselsregler alene gør det ikke. Hvis en frisk knægt på 6 år, der er medlem af Børnenes Trafikklub, går ud til cykelstien med en kost og synes, at der skal lidt sjov i gaden, så han stikker kosteskaftet ind imellem egerne på forhjulet af en cykel i fart, så mangler han altså en fundamental opdragelse, der bygger på empati. Så hjælper det ikke at gå i pressen og klage over, at cyklisten kørte for stærkt eller ikke havde cykelhjelm på. Så er der kun at kigge i spejlet og erkende, at man har fejlet. Trafikklubben handler kun om reglerne, ikke om de etiske aspekter ved al samfærdsel og -vær. 

Nu vil nogen indvende, at cyklen er så dejlig konkret, så den ulykke, man forårsager, giver "blod på hænderne".

Ja, og derfor er der endnu stærkere grund til at arbejde med empatien, den almene dannelse som består i, at man udvikler en evne til at sætte sig ind i, hvordan andre har det og kan få det, når de kommer ud for forskellige hændelser.

Det kan ske gennem konkrete eksempler som fx: Spred kun det på nettet, du ville sprede, hvis dine forældre, dine søskende eller du selv var en af hovedpersonerne i handlingen.

Det kan også ske ved at beskæftige sig med den skønlitteratur, som netop er karakteriseret ved "indre monolog", altså, at man får muligheden for at kigge ind i andres (hemmelige, forbudte, desperate) tanker, og i flere tilfælde får foræret refleksioner og metaforer, så man kan tale sammen om drømme, overgreb og hvad, der ellers rumsterer i hovedet på andre.

Selv har jeg fået foræret "buen og pilen" som metafor for de hade-sms'er, der kan komme susende på alle tider af døgnet. Bent Haller skriver i Fredsaberne, at gamle Gråskæg vogter over koden til hulen med dette våben, der kan dræbe uden at give blod på hænderne, altså uden at man straks ser konsekvenserne. Sådan er sms'erne delinger på nettet også, og derfor har jeg, når vi på skolen opdagede afsendere, ladet dem præsentere deres beskeder, mens de så modtageren i øjnene - med begge parters forældre og mig som omsorgsfulde vidner og trøstere. Og se, det er ikke helt løgn, at gerningspersonerne kan fortryde i en grad, så de bliver ofre for egne gerninger.

Men læs i Janne Tellers Intet om, hvordan meningsløshed kan gøre desperat.

Og nyere:

Læs fx i Ditte Wieses Provinspis, i Sarah Engells Valget, i Martha Flyvholms På Bornholm må man græde overalt om tanker og refleksioner og handlinger, når vanskeligheder og savn kommer væltende.

Læs med de yngste fx Anne-Marie Donslunds Hannah-bøgerne, Lilja Scherfig og Lea Hebsgaard Andersens Hello Kitty, Dy Plambeck og Charlotte Pardis Os fra Blomsterkvarteret eller Katrine Marie Guldager og Charlotte Pardis Ignora-serien. Og endeligt, hvis det skal være grænseoverskridende morsomt: Oscar K og Dorte Karrebæks De 3.

Her handler det ikke om færdighed, viden og trivselsmålinger, men om den menneskelige dannelse, der består i at have empati, så man også kan sætte sig ud over sig selv.

Så velkommen i Børne- og ungdomslitteraturklubben! Som er for både forældre og dansklærere.«

 


Jens Raahauge, bestyrelsesmedlem i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion.