Forside / Nyheder / Børn og voksne i hele Danmark inviteres til gemmeleg på FN’s Internationale Dag for Leg
Tilbage 30-5-2025 Nyhed

Børn og voksne i hele Danmark inviteres til gemmeleg på FN’s Internationale Dag for Leg

Børn og voksne i hele Danmark inviteres til gemmeleg på FN’s Internationale Dag for Leg

Børns ret til leg skal ikke gemmes væk


Den 11. juni kl. 11.00 går børn og voksne over hele landet i skjul, når UNICEF Danmark sammen med en række organisationer inviterer til landsdækkende gemmeleg for at markere FN’s Internationale Dag for Leg. Du har mulighed for at bruge det i din danskundervisning også.

Ifølge FN’s Børnekonvention har alle børn ret til leg og fritid, fordi leg er afgørende for børns trivsel, udvikling og læring. Men legen er under pres fra mange sider – stigende skærmforbrug og travle hverdage er blot nogle af årsagerne til, at den fysiske leg risikerer at glide ud.

Derfor opfordrer UNICEF Danmark og en bred vifte af organisationer hele Danmark til at lege med den 11. juni kl. 11.00 – uanset om man er i skolegården, på arbejdspladsen, i børnehaven, hjemme i haven eller midt på gangen.

“Leg er ikke bare sjov og ballade – det er en rettighed. Men vi ser, at legen bliver klemt ikke blot herhjemme, men også globalt – og det selvom vi ved, at leg er vigtig for børns udvikling og har potentiale til at forbedre trivsel. FN’s Internationale Dag for Leg minder os om, at leg åbner en verden af muligheder for børn. Og så er det sjovt – det kan alle have brug for, også i svære eller travle tider. Derfor sætter vi fokus på retten til leg ved selv at lege – og vi inviterer hele Danmark til
at være med”, understreger Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark.

Gemmeleg er kåret af Gerlev Center for Leg & Bevægelse som Årets Leg 2025 – da det er en klassisk leg, der kan leges af alle, overalt – og som samler, aktiverer og skaber grin på tværs af alder, omgivelser og forudsætninger.

Sådan deltager du:
Hvornår: Onsdag den 11. juni kl. 11.00
Hvor: Der, hvor du er – ude eller inde
Hvordan:
1. Find et godt sted med gemmesteder – enten ud eller inde
2. Aftal med andre, at I leger skjul den 11. juni kl. 11.00 – og hvem der ”er den”
3. Leg! – og del gerne jeres leg på sociale medier med #legensdag

Flere varianter af skjul og inspiration findes på www.legedatabasen.dk.

Giv dagen et danskfagligt twist efter I har leget gemmeleg
Gemmeleg med ordklasser – gem ordkort med forskellige ordklasser rundt omkring på området, hvor I leger. Lad eleverne finde så mange de kan på fem min. og sæt dem sammen i grupper efterfølgende, hvor de skal sortere ordene, de har fundet og skiftes til at bruge ordene i en sætning eller mundtligt fortælle en lille historie med udgangspunkt i deres samlede ordbunke. Brug gerne ordkort fra dansklf.dk/undervisningsforloeb-bevaeg-dine-ord-ordklasser-paa-nye-maader. Her er der fokus på navneord og tillægsord.

Gemmeleg med ordsprog – gem ordsprog rundt omkring på området, hvor I leger. Lad eleverne finde så mange de kan på fem min. Sæt dem efterfølgende sammen i grupper. Alle ordsprog lægges i en bunke. De skiftes til at tage et ordsprog og forklarer betydningen. I første runde handler det om at komme med de vildeste forklaringer på, hvad ordsproget betydning, man må altså gerne finde på. Når alle ordsprog er forklaret, lægges de på ny i bunken. Denne gang skal eleverne forsøge at forklare, hvad ordsprogene rent faktisk betyder. De kan få hjælp af arket med forklaringer. Som afslutning vendes de ordsprog, som var nye for eleverne fælles i plenum. >Hent arbejdsark her (pdf)

Byg et eventyr af HCA sammen – Print de to eventyr på A3 og klip ud i et antal bidder, som passer med antal af elever. Gem bidder af de to eventyr rundt omkring på området, hvor I leger. Lad eleverne finde alle historiebidderne. De skal nu finde ud af, hvem der har bidder fra den samme historie. De går sammen i gruppen med samme historie og skal nu sætte eventyret sammen, så alle bidder passer sammen og de ender med at have et samlet eventyr at læse højt for det andet hold. Sæt gerne tid på, det kan virke motiverende.
Sneglen og Rosenhækken: www.andersenstories.com/da/andersen_fortaellinger/pdf/sneglen_og_rosenhaekken.pdf
Kjærstefolk (Toppen og Bolden): www.andersenstories.com/da/andersen_fortaellinger/pdf/kaerestefolkene_toppen_og_bolden.pdf


Bag initiativet står:
UNICEF Danmark, Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund (FDF), Legedatabasen, Gerlev Center for Leg & Bevægelse, Just Human, Dansk Ungdoms Fællesråd, Det Danske Spejderkorps, LAB for PlayDesign – Designskolen Kolding, IPA Danmark – International Play Association, Playful learning, Playlab Københavns Professionshøjskole og CoC Playful Minds.

Illustration: fra legedatabasen.dk

Del denne artikel