Danskfagets nestor fylder 75 år: Tillykke til Jens Raahauge!

Er der nogen, der elsker det danske sprog, er det Jens Raahauge! Det danske sprog i al dets bevægelighed og finurlighed har været hans domæne i en menneskealder. Den 26. marts 2019 fylder Jens Raahauge 75.

Raahauge er fortæller, forfatter og foredragsholder, men for mange er han også kendt som formand, fordi han i årtier var Dansklærerforeningens formand for folkeskolesektionen. Formand er han stadig, men nu for bestyrelsen i Dansklærerforeningens Hus, idet han har givet tøjlerne i folkeskolesektionen videre til den næste generation af dansklærere.

Det betyder ikke, at Jens Raahauge hviler på laurbærrene. Jens arbejder til stadighed utrætteligt for litteratur og sprog, for danskfaglighed og nordisk sprogfælleskab i forskellige former. Blandt andet sidder han i bedømmelseskomitéen for Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris og er formand i tænketanken Sophia (tænketank for pædagogik og dannelse) – ud over sit løbende arbejde i Dansklærerforeningen.

Han skriver stadig skarpe klummer på Folkeskolen.dk, hvor han i lige mål revser sprogmisbrug og skolepolitiske skæverter og roser pædagogisk, didaktisk og sproglig praksis, hvor han finder, at det blomstrer og skaber rummelighed og muligheder.

Jens Raahauge var i 17 år skoleleder i Helsingør og Fredensborg. Han blev uddannet skolelærer i midten af 70’erne og har gennem tiden stået bag et utal af bøger, anmeldelser, radioudsendelser, artikler og klummer. Han er et varmt, nysgerrigt og vidende menneske, der går ind for diskussionen, debatten og dialogen. Han har engang sagt: ”Jeg tror på en herredømmefri samtale – at man går i dialog med sine medmennesker, selv om man reelt har muligheden for at tromle dem. At blive tromlet ned er den sikreste måde ikke at udvikle sig på".

Må Jens Raahauge fortsætte de herredømmefri samtaler i mange år fremover. Vi har brug for dem! Og for ham!

Dansklærerforeningens Hus holder reception for Jens Raahauge tirsdag den 26. marts 2019 for inviterede.

 

Yderligere information
Camilla Larsen Schmidt, kommunikationskonsulent i Dansklærerforeningens Hus:
Dir. tlf. 3327 6075 eller cls@dansklf.dk