Dansklærere skal ikke kun stå på mål for det målbare! – Jens Raahauge blogger på folkeskolen.dk

folkeskolen.dk, 4. november 2017. Blog af Jens Raahauge

»Danskundervisningen er på vej til at tage næste skridt imod at blive et rent kommissærfag, hvis det lykkes ministeriets embedsværk at få afskaffes fiktionsskrivningen efter 4. klasse og få fiktionslæsningen endegyldigt instrumentaliseret.

Jeg har just stået ved det universitet i Rostock, hvor Thyco Brahe mistede næsetippen i en duel; den Thyco Brahe som DR ikke fik nævnt i det afsnit af Danmarkshistorien, som altså havde en anden vinkling. Men han var en af de største videnskabsmænd, som landet har fostret.

Trods duellens omkostninger havde han næse for det logiske og målbare og for det fantastiske. Det skelnen er nok værd at hæfte sig ved i disse dage, hvor det logiske og målbare alene er i højsædet.

Forskere har netop vurderet danskundervisningens læremidler til at uddanne til kommisærer, og måske er det slet ikke så slemt, som man skulle tro, hvis man da er tilhænger af snæversyn og styrbar og ikke-forandringsresistent (en hilsen til Odense-dommeren i Erik Schmidt-sagen) arbejdskraft. For kommisærtankegangen er i dyb overensstemmelse med de målsætninger, der stilles op i Fælles Mål. I de tidligere fællesmål lå ansatsen til dette ganske rigtigt, men de var undervisningsmål, og derfor lå der en tilsvarende ansporing til en åbnende og nysgerrig tilgang, hvis dansklæreren var ordentlig. Dette blev imidlertid underløbet af nationale test, som drejede undervisningens fokus i retning af det målbare.

Ved de seneste afgangsprøver har den fået endnu et nøk, idet man nu kun kan vælge at skrive i genrer, der lugter af journalistik og nyhedsbeskrivelse. Man har udeladt fiktionsskrivning. Og en af begrundelserne er, at eleverne ikke skal være forfattere. Næh, men de skal vel heller ikke alle være journalister?! Nej, nej da. Men de skal lære at blive fortrolige med de genrer, som de møder i hverdagen. 

Netop. Og når man udelader fiktionsskrivningen, gør man læsning af fiktion til en andenprioritet. Lige nu arbejder folk i ministeriet efter troværdigt forlydende på at få fiktionsskrivning i skolen afsluttet efter 4. klasse, fordi det er vigtigt at satse på det, der har fremtiden -  læs prøven og testene - i sig. Se, så har man opfyldt den stupidisering, som litteraturlæsningen har været genstand for i de Fælles Mål, eksemplificeret ved Lise Vogts Fælles Mål-intromarkering af, at eleverne ikke længere skulle læse Jesper Wung-Sungs Tretten tynde teenagere, som et æstetisk-etisk værk, men som en kilde til at lære om unge menneksers livsvilkår på skrivetidspunktet. Altså en instrumentalisering.

Kommissærer skal læse og forstå. Punktum, basta! Mens mennesker drives af en trang og lyst til at forstå det, der hele tiden fortoner sig.  

At arbejde med fiktion og med kunst i skolen i det hele taget drejer sig om at stimulere elevernes lyst og trang til at forstå det, der hele tiden smutter, når tanken er ved at have greb om det. 

Men måske skulle vi gribe i eget pædagogisk barn, når man tænker på, i hvor høj grad vi arbejder med at lære eleverne at læse ved hjælp af fiktionstekster. Hvad er egentlig den dybere medlæring? I faglitteraturen er det vigtigt at læse det, der står på linjerne. Men i skønlitteraturen gemmer det væsentlige sig i det, der står mellem linjerne. Så er vores ihærdige brug af skønlitterære tekster til læselæring ikke en pind til skønlitteraturens afsjæling?

Selv om vi i duellen med staten og KL, hvor de bruge ufine kneb, mistede næsetippen, er det væsentligt, at vi som Thyco Brahe fortsat har næse for både det målbare og det fantastiske. Lige nu tyder udviklingen i ministeriet på, at det kræver en vis civil courage, på fynsk forandringsresistens, på de områder, hvor kommissærtænkningen er ved at blive enerådende. Vi skylder eleverne muligheden for at blive mere end forandringsparat arbejdskraft, fx mennesker med appetit på livet og fællesskabet.«

 


Jens Raahauge, bestyrelsesmedlem i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion.