Dansklærerforeningen støtter Erik Schmidt

Facebook, Thomas Aastrup Rømer, 9. december 2018

I forbindelse med ”Erik Schmidt-sagen” , der drejer sig om læreres ret til at ytre sig, har Thomas Aastrup Rømer, der er lektor i pædagogik på Institut for uddannelse og pædagogik, Aarhus Universitet dækket sagen på sin blog og på facebook. Den 9. december har Thomas Aastrup Rømer en kommentar om Dansklærerforeningen Folkeskolesektion, der har bidraget til debatten:


»Folkeskolens Dansklærerforening har i alle årene arbejdet på dannelsesfløjen. Foreningen har kæmpet hårdt mod skolereformens reduktionistiske syn på skole i almindelighed og på danskfaget i almindelighed.

I forbindelse med Odense Kommunes og KL’s aktuelle angreb på skole og åndsfrihed, har foreningen brilleret med ikke mindre end tre indlæg om Schmidt-sagen, der alle entydigt tager Schmidts parti. Alle indlæg er skrevet efter landsretsdommen.

Den nuværende formand, Marie Elmegaard, skrev et fint indlæg til Politikens skoleliv.

Og den tidligere formand Jens Raahauge, som stadig sidder i foreningens bestyrelse, holdt tale til Schmidt ved Odense Lærerforenings sejrsfest i sidste uge.

Og den nuværende næstformand, Katja Gottlieb, skrev et flot indlæg med titlen ”#je suis Erik Scmidt” på folkeskolen.dk og blev også interviewet til Kristeligt Dagblad.

Dansklærerforeningen lægger tæt på dannelsesgrupperingen Sophia, hvor Raahauge er formand. Sophia finansieres af Danmarks Lærerforening, så vidt jeg ved. Tidligere sad Peter Kemp også med i bestyrelsen. Raahauge, som selv er gammel skoleleder, fik i øvrigt den såkaldte Holger-pris i 2007. Det var Schmidt der tildelte prisen.

Danskfagets lærerbøger bærer også ved til kritikken. Det kan man læse om rundt omkring i en nyere lærerbogsudgivelse af Martin Jørgensen og Johannes Fibiger ”Tæt på dansk didaktik”. Jørgensen var lærer på Aarhus Seminarium og er med i redaktionen for tidsskriftet KVAN. Fibiger er lærer ved VIA-UC på læreruddannelsen i Silkeborg. Han skrev blandt andet bogen ”Litteraturens veje” til gymnasieskolen sammen med afdøde Gerd Lütken, som selv har bidraget til den pædagogiske kritik på forskellige måder.

På den måde samles den pædagogiske kritik i folkeskolen omkring Dansk-faget. De andre fag har mig bekendt ikke kastet sig ind i kampen?

Man skal dog huske på, at dansk-faget også er noget andet. I Pædagogikkens Anden Verden handler det om fremtidskompetencer, scenariedidaktik og OECD. Her sættes OECD lig med dannelse. Det er DPU’s og skolereformens version. Ingen fra dette segment har mig bekendt så meget som omtalt Schmidt-sagen.«

Links:
Marie Elmegaards indlæg på Politiken Skoleliv: https://skoleliv.dk/debat/art6886942/Sagen-om-Erik-Schmidt-er-langt-fra-...

Jens Raahauges tale i Odensehttps://www.folkeskolen.dk/647939/erik-schmidt---et-dannet-menneske

Katja Gottliebs indlæg på folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/647675/je-suis-erik-schmidt

Interview med Katja Gottlieb i Kristeligt Dagblad: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/skolen-tager-skade-hvis-laerere-...

Dansklærerforeningens bestyrelsehttps://dansklf.dk/grundskole/om_folkeskolesektionen/bestyrelsen_folkesk...

Sophias bestyrelse: http://www.sophia-tt.org/da/Bestyrelsen

Anmeldelse af Fibigers og Jørgensens boghttps://www.folkeskolen.dk/638036/et-danskfagligt-mestervaerk