De statens børn! – Jens Raahauge blogger på folkeskolen.dk

folkeskolen.dk, 25. september 2016. Blog af Jens Raahauge

» Der synes at være en sær parallel imellem den hedengangne kommunistiske virkelighed og den opståede konkurrencestats bestræbelser: mennesket er et instrument for staten/samfundet.

I torsdags deltog jeg i en liveoptagelse af den2radios Ronkedorerne, som præsenterer og diskuterer fagbøger. Det foregik på Københavns Hovedbibliotek i forbindelse med Golden Days-festivalen om 70'erne.

Jeg havde medbragt Torben Weinreichs bog om Den socialistiske børnebog, der beskriver debatterne i 70'erne og seks udvalgte forfattere: Bent Haller, Per Holm Knudsen, Hans Ovesen, Flemming Andersen, Iben Melbye og Torben Weinreich selv. Og ja, ganske rigtigt set: Det er kun Bent Haller, der ikke er gnavet væk af tidens tand. Torben Weinreich konstaterer da også, at den marxistiske/socialistiske børnebog blev en tiårig parentes i børnelitteraturhistorien.

Blandt Ronkedorerne befinder sig også Egon Clausen, som i sin tid var med til at grundlægge et af periodens børnekulturelle tidsskrifteter, Bixen, og som i øvrigt snart barsler med en bog om Unge Pædagoger. I en snak med ham før udsendelsen og i debatten i under udsendelsen groede den tanke frem i mig, at nok var den marxistiske instrumentalisering af børnene - ideologien over mennesket - bundet til en ophedet debat i 70'erne, men på forunderlig vis er der et væld af lighedspunkter med den aktuelle debat om konkurrencestaten. Den humorforladte hellighed i 70'er-argumentationen er blot erstattet af en arrogant og sofistikeret hellighed som fx Ove Kaj Pedersen og Bjarne Corydon har været leveringsdygtige i. På mig virker det som om det nuværende økonomiske paradigme har meget at takke Sovjetunionens og Østblokkens sammenbrud for: Man har tilsyneladende kunnet overtage femårsplanerne. målstyringen, kontroliveren og det instrumentelle menneskesyn, som blev ledige på markedet.

Derfor er det heller ikke så underligt, at det er de strukturalister fra Unge Pædagogers ungdom, som blev marginaliserede efter 70'erne, der nu er blevet genfødt som skolereformens ideologer.

Det, der skete på børnebogsområdet, var, at de, der troede på friheden og tilværelsens mangfoldighed, overlevede, fordi de kunne anvende et sprog, der ikke skulle fortælle læserne, hvad der var godt og ondt, men kunne vise en mangfoldig virkelighed på godt og ondt. Det var navne som Cecil Bødker, Ole Lund Kirkegaard, Flemming Quist Møller, Halfdan Rasmussen, Ib Spang Olsen - og ret hurtigt Bent Haller, som kom til at lægge fundamentet for en livgivende dansk børnelitteratur.

Debatten i 70'erne var ophedet, men netop dette havde to følgevirkninger: En karsk debat øger opmærksomheden, og dette var vel medvirkende til, at vi fik et særdeles fint skole- og børnebibliotekssystem. Desuden fik vi syn for, at censur virker imod sin hensigt. Da nogle kommuner forbød indkøb af visse titler, blev de bestsellere!

Men vi fik også set, at instrumentaliseringen af mennesket er dømt til at mislykkes, selv om forsøgene undervejs kan volde stor skade. Derfor er det ikke uden betydning, hvordan man agerer i et skolesystem, der bygger på Moderniseringsstyrelsens (alene ordet er en fornærmelse!) mennskesyn. Vælger man at fortælle eleverne om vores målbare viden om verden eller vise dem verdens mangfoldighed?  

ps. Ronkedorerne er en af programserierne på netradioen www.den2radio.dk som også byder på en lang række andre udsendelser, der er relevante i undervisningen.«


Jens Raahauge