Demokratiets dag? – Jens Raahauge blogger på folkeskolen.dk

folkeskolen.dk, 19. november 2017. Blog af Jens Raahauge

»Kommunalvalget bliver i dag promoveret af en stor TV-paneldebat under overskriften: Demokratiets dag. Så brug din blyant, sæt dit kryds, men lad det ikke blive ved det. Der kommer nu 3 år, hvor en fornuftig dialog burde være mulig, inden der atter går genvalg i dagsordenen.​

Forleden undrede en sig over, at private kunne få de små skoler til at løbe rundt som friskoler, mens de var urentable som folkeskoler. Jeg kan ikke huske, hvor jeg læste dette indlæg, men denne undren er da på sin plads. Skoler kan givetvis blive for små, men stordrift kan også blive for stor. Det kan godt virke som om Finansministeriet og KL har samme syn på børn som Bæredygtigt Landbrug har på dyrehold. 

Det virker mange steder tillokkende med tilforladelige argumenter at stase stort, men som oftest uden en lødig vurdering af bivirkningerne. Der er i dag skoler, der er så store, at ledelseslaget er svulmet om til et nærmest selvreferentielt system i systemet, og alle kender få, men ingen kender alle, så fællesskabet er out og den enkelte selv har ansvaret for sit udbytte og sin trivsel. Triv selv! Ensomhed er størst, når man er omgivet af mange. 

Men denne udvikling er en naturlig konsekvens af den kommunalreform, der satsede på mængde frem for kvalitet, fordi borgerne i det nære samfund blev gjort til brugere i den offentlige virksomhed. Forleden lavede jeg et interview til den2radio med historieformidleren Nils Hartmann, som netop har udsendt en bog om vores demokrati, Hvem bestemmer i Danmark?. Og han betegner den seneste kommunalreform som et af de største demokratiske tilbageslag i nyere tid. (Udsendelsen kommer på netradioen i løbet af kort tid).

Der er altså blevet længere til vores politikere, og samtidigt er der sket en udvikling fra det nære samfunds råderum til en topstyring i konkurrencestatens navn. Alligevel tyder noget på, at nogle vinde er ved at vende. Også omkring skolereformen.

Med reformen lavede Antorini et af de største bedrag i dansk skolepolitik, orkestreret af finansministeriet, af nogle håndplukkede, ensidige forskere og af undervisningsministeriets embedsmænd,  og suppleret med benlåsovergrebet på lærerne og ånden i den danske arbejdsmarkedsmodel. Men som Charlotte Rønhoff fra DI siger, så er klynk ikke vejen frem. Enig. Nu er det analysens epoke, der står for døren.

Men et af problemerne er, at vi ikke fik en, men flere reformer, som væver sig ind i hinanden, og som hænger sammen, så det ikke er nok at kigge på et element: Vi fik længere skoledage, vi fik øget inklusion, vi fik arbejdstidsdiktat og som konsekvens nedsat forberedelsestid, og vi fik undervisningtænkning erstattet af læringsmålstyring.

En opblødning af et eller et par af områderne er nok værd at diskutere, men en sådan kan også iklæde det basale problem en maske, ja, en burka. Overgangen fra den undervisende lærer til den læringsmålstyrede lærer, fra undervisningsmål til læringsmål, er udtryk for netop Bæredýgtig Landbrugs-synet på mennesket, bedst formuleret af konkurrencestatsprofeten Ove Kaj Pedersen, som satser ensidigt på arbejdskraft, og af Stefan Hermann, som ønsker metoder og værktøjer indskrevet i skolens formålsformulering. Det er slemt nok, at Niels Egelund har fjernet skolens selvstændige værdi og gjort den til en gennemgangslejr ved at få indføjet, at eleverne folkeskolen skal videre i uddannelsesstemet. 

Læringsmålsstyringen forudsætter nemlig, at man både ved, hvad der virker (ud fra en problematisk evidensideologi), og ved, hvad fremtiden byder på. 

Undervisning, der bygger på formålsstyring suppleret med faglige undervisningsmål, giver derimod mulighed for en professionsrettet ageren efter såvel en konkret klasse som en foranderlig og forunderlig fremtid.

Problemet er blot, at den sidstnævnte mulighed gør embedsmændenes detailtopstyring umulig, og får de digitale platformes grydeklare forløb til at forekomme indkogte.

Det er op til os og de nyvalgte kommunalbestyrelsesmedlemmer, om demokratiets dag skal betyde, at der bliver lyttet opad i systemet, eller om vi og de blot bliver flytbare brikker i finansministeriets virksomhedstænkning og homogeniseringstrang.

Men det kræver, at vi finder frem til de bedre argumenter, og at tilpas mange politikere opgiver at være argumentaionsresistente over for faglige begrundelser.«


Jens Raahauge, bestyrelsesmedlem i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion.