Der er bøller ude ved Svenskehavn – Jens Raahauge blogger på folkeskolen.dk

folkeskolen.dk, 24. august 2017. Blog af Jens Raahauge

»Hvorfor er Ole Lund Kirkegaard stadigvæk populær i den asfaltbelagte, velfriserede skole, hvor hele hans persongalleri ville blive sendt til udredning - undtagen Carl Emil?​​

Til i dag har jeg forberedt et par lektioners foredrag for en salfuld elever på Rønne Privatskole om Ole Lund Kirkegaard. Og imens jeg har forsøgt at få hold på, hvordan jeg vil flette hans fortællinger, anekdoket om ham og indspark om barndommen, tiden og sproget, trænger nogle tanker sig mere og mere på: Hvorfor er vi i skolen så glade for Klods Hans, Buster Oregon Mortensen, Emil, Pippi og Lille Virgil, når nu der blive mindre og mindre plads til dem i den moderne, strømlinede, målstyrede virkelighed? Her rækker inklusion ikke som svar, end ikke tilsat lidt retalin og et gran AKT. 

Andersen, Reuter, Lindgren og Kirkegaard har på overbevisende måde fortalt os om disse outsideres mange menneskelige kvaliteter og originale tænke- og handlemåder, og alligevel passer de ikke ind i vores fine sortiment af homogeniserede elever. Og da slet ikke i en skole, der kun er "åben" i nogle få timer om ugen. Dertil kommer, at skolen i pæn udstrækning er et spejl af moderne forældres forventninger til et godt børneliv.

Ole Lund Kirkegaards forældre lod ham og broren bestemme over haven, så der blev gravet huller, bygget huler og skure, gået på line og lavet cirkus. Derfor var deres have en magnet for områdets børn. Meget få villaveje, meget få grundejerforeninger og meget få boligforeninger kan mønstre et sådant tilbud, ligesom meget få skoler og institutioner kan. Et par elever fortalte, at de havde gode legehaver derhjemme. Og at kammeraterne kom til dem. Men i al almindelighed er det vist nødvendigt at ty til udeskoler, hvor reglerne om faldunderlag ikke gælder. Så her er det muligt at lære ikke at falde ned. 

I Skanderborg er de stolte af deres bysbarn, så de har bygget Ole Lund Kirkegaard-huse på fortovet. Men som blikfang! Ikke som vegetative steder for byens børn. Hvor er den skole, der giver eleverne et læs brædder og lader dem bygge en Ole Lund Kirkegaard-by som erstatning for det firmasponsorerede klatrenet?

Da jeg stod foran de søde og lyttende elever på den bornholmske privatskole, blev jeg alligevel klar over, hvorfor disse figurer er populære: Ikke langt under overfladen spiller fantasien. Når teksten beretter om Carl Emils mors reaktioner, er der elever der sender sigende blikke til hinaden. Da det bliver beskrevet, hvordan Carl Emil smager på det usynlige æble, øjner jeg et gut, der går ind i sin egen verden og søger at gøre Carl Emil kunsten efter. Og da vi midtvejs - lige efter Orla Frøsnapper - holder en lille pause, kommer en dreng fra børnehaveklassen og fortæller: "Der er bøller nede ved  Svenskehavn. De stjæler sild, når man vender ryggen til.... Så hvis du skal gå derned, så må du have øjnene med dig!"

Jeg drager glad derfra, men tænker over, hvordan vi kan give mere plads til de iagttagelsesevner, til den fantasi og til den klogskab, som gemmer sig lige bag de klare blikke. Det kommer ud af næsten ingenting, det snor sig ad sære veje og det ender de mest uventede steder. Det kan ikke passe, at moderne børn skal agere en omvendte Hamlet, altså spille normale, for at være her.

Blot én ting er jeg sikker på: læringsmålstyring er ikke vejen, men grænsebommen for udfoldelsen af børnenes evner og muligheder.

Derfor takker jeg de elever, der i dag har givet mig en hemmelig gave: et usynligt æble til læreren.«

 


Jens Raahauge, bestyrelsesmedlem i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion.