En ene-og-alene-censor er mutters – Jens Raahauge blogger på folkeskolen.dk

folkeskolen.dk, 21. juni 2017. Blog af Jens Raahauge

»Da der var Ole Lund Kirkegaard-udstilling i Kolding, udskrev bibliotekerne en konkurrence, hvor børnene skulle lave en ene-og-alene-stork, som jo i Lille Virgil er mutters. Undervisningsministeriet har plagieret konkurrencen og påført censorerne i skriftlig fremstilling en ene-og-alene-storkeskæbne - til ugunst for mange elever og alle dansklærere.​

"Så er tiden kommet, hvor afgangselever har svedt over prøveopgaver, som nogle censorer så har svedt videre over, mens andre har taget det mere cool; enkelte har ligefrem sendt sveden retur til afsenderne.

Man kan ganske givet forholde sig kritisk til de markante ændringer af prøveoplæggene, som har fundet sted med udfasningen af skrivning af fiktionstekster. Nogle lærere klager over, at der kun har været kort tid til at undervise eleverne i "de nye tider". Men prøven er jo en konsekvens af de forsimplede mål, som bærer folkeskolereformen. 

Pudsigt i øvrigt at fiktionsskrivning er blevet et fyord i en tid, hvor man med den anden side af det ministrielle Janushoved råber på fantasi, kreativitet og innovation. 

Men tilbage til det censorarbejde, som nu udføres af ene-og-alene-censorer. Sådan som jeg i disse dage har hørt situationen beskrevet, ser jeg tre typer af ene-og-alene-censorer.

Langt de fleste synes at være omhyggelige og kompetente og vælger i flere tilfælde at rådføre sig med kolleger, de har tillid til, når der opstår tvivl. Til det er at sige, at eleverne her får en fair behandling, men at censorerne vel udfører mere arbejde, end de får løn for; for ikke at tale om deres hjælpsomme kolleger. Men et eller andet sted er det da sympatisk, at nogle giver lidt mere end nødvendigt i ordentlighedens navn, sådan som det har været karakteristisk for det bedste i den traditionelle lærerkultur. De eneste, som har mistet væsentligt ved ene-censureringen,er i dette tilfælde de dansklærere, som er blevet frataget den kollegiale sparring, som har ligget i voteringen, og som i flere tilfælde har været den eneste faglige efteruddannelse, de har haft inden for rækkevidde.

Mange vælger at være mere gode end omhyggelige, idet de erkender, at karakterdyrkelsen og -afhængigheden er steget til det absurde. Og de vil ikke som enedommere være skyld i, at nogle elever, som ligger på vippen, får frataget nogle valgmuligheder. Derfor runder de op; ganske sympatisk, men også urimeligt i forhold til de elever, som bliver bedømt af ordentligheden selv, når konkurrencen om uddannelsespladserne er virkelighed.

Endelig er der ganske få uduelige, som er vanskeligere at opdage, fordi de er netop ene- og-alene. Jeg har just set én, der blev set, fordi bedømmelsen var så grel, at eleverne standpunkter var så markant lave i forhold til lærernes årsbedømmelse, at det fremkaldte undren. På opfordring fremlagde censor sine kriterier - i øvrigt i et brev med mange stavefejl, især omkring sammensatte ord - som blandt andet anvendte vores fejlfinder-karakterskala til at straffe eleverne for, at de lærere, som havde modtaget besvarelserne, havde underskrevet sig med initialer og ikke fulde navn. Det er et ekstremt eksempel, og der har altid været enkelte af sådanne. Men de er blevet opfanget ved den votering, som er afskaffet. Nu skal de være så dårlige, at niveauforskellene skærer i øjnene.

Hvad enten eleverne bliver ordentligt, for godt eller for dårligt behandlet ved censoreringen af de skriftlige afgangsgprøver, så er der grund til at klandre indførelsen af ene-og-alene-censorer, når nu karaktererne er blevet tillagt mere betydning. Ordningen er ikke et barn, der er kommet med en ordentlig stork - næh, den er snarere en finansministeriel sparestork, og om den ved vi jo, at den ikke er mutters, men er udruget af et gøgeæg. 

Den finansministerielle gøgerede skaber kuk i elevernes retssikkerhed og suk i dansklærernes mulighed for faglig sparring og dermed udvikling.« 


Jens Raahauge, bestyrelsesmedlem i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion.