En formidlerfakkel er slukket – Thorkild Borup-Jensen er død i en alder af 76 år

En formidlerfakkel er slukket.
Thorkild Borup-Jensen er død i en alder af 76 år. Et utal af dansklærere har mistet deres lærer, deres efteruddanner, deres lærebogsforfatter, deres faglige fakkelbærer. Men tabet overstråles af de markante spor, han fik sat i alle os, der blev ramt af hans indsigt og engagement. Thorkild var hævet over den traditionelle skelnen imellem fornuft og følelse, som for ham var to sider af samme sag. Derfor var hans hjertefornemmelse altid begrundet og hans argumentation altid beåndet. Og han var hævet over noget så plat som mavefornemmelse.

Thorkild blev født ind i litteraturformidlingen. Hans far var den legendariske Borup-Jensen, som fik flere generationer af Falkenstjerne-læsere til at svede tran over de omfattende kommentarbind. Men Thorkild valgte et andet spor end de livløse kommentarers: Han kastede sig ud i en art de levende poeters klub, først på Zahles Seminarium, senere på Danmarks Lærerhøjskole. Og da han af helbredsgrunde gik på efterløn, blev det indledningen til en øget foredrags- og forfattervirksomhed, som viste, at nok var kroppens hjerte ikke ved fuld styrke, men hans litteraturformidlerhjerte bankede lystigt videre.

Thorkild har i sit forfatterskab beskæftiget sig med næsten alle markante danske forfattere. Han har haft øje og næse for, hvad nye medier har haft at tilføje til litteraturen og danskfaget. Og han er en af dem der har leveret den bedste formidling af essayet som genre, ja, hans genredefinition hører til blandt landets mest kopierede tekster, hvis CopyDans registreringer da står til troende.

Sammen med sin kone, Karen-Lise Valeur, har han udgivet antologien Fugle til faget billedkunst. Og deres fælles interesse for billedkunst og billeder afspejler sig i Thorkilds arbejde. Dels begik han en fremragende bog om alverdens illustrationer til H.C. Andersen, og dels er noget af det markante ved hans kanonserie på Dansklærerforeningens Forlag, at han som få mestrede at finde illustrationer, der kunne skabe ny klarhed i en lidt tåget verden. Disse 14 kanon-bind, som jeg betragter som hans livsværk, blev leveret punktligt med lydhørhed over for de få konsulent- og redaktørbemærkninger, der måtte være. Typisk Thorkild: Orden i sagerne og åbenhed i sindet.

For os der fik lov til at arbejde sammen med Thorkild, var samværet et fagligt privilegium og en menneskelig berigelse. Og dertil fornøjeligt. Ved en lille sammenkomst, der skulle markere kanonseriens fuldendelse, valgte Thorkild at rappe sin tak.

Formidlerfaklen er slukket. Men dens skær vil fortsat give liv til hjertets og hjernens formidling af danskfaget i almindelighed og litteraturen i særdeleshed.

Tak for din tid, Thorkild. Og tak til Karen-Lise for ”lån” af Thorkild i tide og utide.

Jens Raahauge

Formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion


Læs også nekrologen fra Politiken, 2. oktober 2013, kultur, side 10. Af Hans Hertel.

"Pædagogisk ildsjæl
Det vil bedrøve mange af folkeskolens nu-og forhenværende dansklærere, at docent Thorkild Borup-Jensen efter flere års svagelighed i mandags døde på Bispebjerg Hospital, 76 år. Gennem 32 år var han dynamo i den gamle Lærerhøjskoles efteruddannelse af folkeskole-og seminarielærere, der både var pædagogisk opdatering og genopladning af folk ramt af de kendte erhvervssygdomme: udbrændthed og metaltræthed.

Borup-Jensen var født ind i danskfaget som søn af lektor Egon Borup Jensen, manden bag de af ældre gymnasiaster frygtede overkommenterende kommentarhæfter til Falkenstjernes Håndbog i dansk litteratur. Unge Borup-Jensen - med bindestreg - brød med arven ved at gå i voksenuddannelsens tjeneste og gribe faget upedantisk an. Det gjaldt jo om at råbe næste generation op.

Det gjorde den unge cand. mag. i dansk og tysk først som lærer først på Zahles Seminarium og fra 1965 som lektor og siden docent ved Institut for dansk sprog og litteratur på Danmarks Lærerhøjskole ( senere Danmarks pædagogiske Universitet og nu opslugt af Aarhus Universitet).

Han var skattet for sin indsats i videreuddannelsen af dansklærere , styrket af egen forskning og - som noget nyt - af empiriske undersøgelser af elevers og læreres undervisningserfaringer.

Sammen med sin lærerkone, Karen-Lise Valeur, udgav han antologien 'Fugle' til inspiration for formning og billedkundskab i 5.-7. klasse, og straks da TV-Teatret i 1975 havde udsendt sin serie over Hans Kirks roman 'Fiskerne', var han på pletten med bogen 'Fra bog til skærm', fulgt af en bog om Klaus Rifbjergs og Peter Seebergs tv-bearbejdelse af Blichers 'En landsbydegns dagbog'.

35 bøger kom der fra den flittige mand: om litteraturpædagogik, teksttolkning og samspil mellem litteratur, drama og film. Antologier af salmer, digte, essays og digternes tanker om digtningen. Introduktioner til forfatterskabslæsning fra Herman Bang til Benny Andersen - og sidst, her i foråret, Anne Marie Løn. 'Flyv' og 'At tænke uden styrthjelm og knæbeskyttere' hedder to af hans bøger, og selv fløj han uden både styrthjelm og faldskærm ud i at lære lærerne at omfavne de nye billed-og lydmedier, bruge elevdigte og essays til at udforske naturen og lokalmiljøet og til ' at skrivetænke', som han sagde. 

Undervejs blev det også til gedigen klassisk litteraturforskning, bl. a. med den interessante undersøgelse af besættelsestidens sange og lyrik, der fyldte det meste af et kæmpebind i det tværfaglige projekt 'Dansk identitetshistorie', og en bog om 170 års H. C. Andersen-illustrationer.

I 1997 gik Borup-Jensen på førtidspension fra DPU. Det blev pokker til pension, 'kun' til flere bøger. I 2005 fik han af Dansklærerforeningen, hvad der i 'Godfather'-filmene hedder 'an offer you can't refuse': at skrive introduktionsbind til de af Kulturministeriets kanonudvalg 14 nyslåede topklassikere fra Holberg til Seeberg.

Det kæmpeprojekt kunne bringe næsten hvem som helst i knæ, men Borup-Jensen iførte sig knæbeskytterne samt nypudsede briller og mavede sig gennem de kanoniske digteres værker og efterliv, så det kunne tænde yngre læsere. To bind årligt i syv år, præcis til tiden, kun afbrudt af rejser til opladning.

Det blev specialet for denne pædagogiske ildsjæl med hans krydsning af disciplin og entusiasme, beskedenhed og selvfølelse: at få det, han brændte for, til at fænge hos andre. Sådan lærte vi ham også at kende som censor ved danskstudiet på Københavns Universitet: som en krævende, men generøs bedømmer af andre.

Han havde altid hjertet med - indtil det i forgårs ikke kunne mere."

Af Hans Hertel. Politiken.