Gør plads eller hak af! – Jens Raahauge blogger på folkeskolen.dk

folkeskolen.dk, 4. oktober 2018. Blog af Jens Raahauge

»Hvorfor kan mange dansklæreretilsyneladende ikke få ind i deres faglige knop, at litteraturundervisningen kan indpasses i læringsmålenes univers? Fordi de har et formål med deres arbejde. Og fordi dannelse, etik, indblik og udsyn er langt mere end kompetencer!

Når man kommer rundt blandt dansklærere, så er det interessant at fornemme en stadig ildhu omkring undervisningen i til forskel fra den mere instrumentelle undervisning med litteratur, som de forenklede fælles læringsmål lægger op til. 

I den sammenhæng er det interessant at følge de initiativer, der for tiden udspiller sig i relation til undervisning af ordblinde i læsning. De mange mulige sprogtyper, som spiller sammen i et digitalt, multimodalt univers giver sammen med den rette teknologi ordblinde en hidtil uset adgang til at være oppe på læringsbeatet. Ja, perspektiverne er så interessante, at det må smitte af på den almindelige (dansk)undervisning. Jeg har selv i mit lange dansklærerliv haft med både svagtseende og døve elever at gøre, og de krav, de stillede, blev til en berigelse for alle elever. Så mit håb er, at landvindingerne på ordblindeområdet vil blive en berigelse for alle, og sært nok, til et bidrag til at give de fælles mål en større mening, idet danskfaget jo er kædet ind i en forståelsesramme af digitalisering og multimodaliteter; dette i så høj grad at hidtidige basale og centrale læseplansbegreber som 'dansk sprog' og 'skønlitteratur' er gledet fra overskriftsniveau til en bullittilværelse.

Alligevel er det som om Undervisningsministeriet aner, at noget er vigtigere end andet: verbalsproget. Det ses tydeligst ved, at de oplæg, der findes i eksamenssættene er ensidigt verbalsprogsorienterede. Herved bliver det klart, at selv ministeriet ved, at de fælles mål er ude af trit med en sprogbevidst virkelighed. Verbalsproget er det sprog, vi kan dele tanker på.

Men lidt aftryk har de fælles mål dog sat på tilgangen til verbalsproget: faglitteratur (og skønlitteratur læst som faglitteratur: Hvad kan du lære af det?) er kommet i højsædet, fordi man på den måde kan læse sig til viden og forståelse, altså kompetencer.

Ved at se bort fra det, der ikke kan hakkes af, beskærer man danskfaget for et væsentligt lag; det lag, som har fået ganske mange lærere til at vælge og holde af at undervise i dansk. Ved at satse på kompetencegivende tilgang 'kommunikation', der er båret af det værdineutrale 'tekster', udgrænser man det, der har været den ene af to søjler i danskfaget. I Det Stryhnske Cirkulære fra1899 blev det pointeret, at den 'sproglige Dannelse', der skulle finde sted, var identisk med 'Aandsdannelse'. Senere skriver Kresten Helweg Petersen i Dansklærerforeningens jubilæumsskrift, Dansklærerforeningen 1885-1995) med reference til Den blå Betænkning fra 1960, at en god danskundervisning kan "bidrage til en større respekt just for det ikke-målelige". I 1976 søgte Ritt Bjerregaard at gøre faget dansk til et redskabsfag med en tænkning, der er i tråd med indholdet af Fælles Mål. Det gjorde Bertel Haarder op med i 'Dansk 1984', som vel ikke kan tænkes genskrevet i moderne form; både Torben Brostrøm og Jørn Lund, som forfattede faghæftet, beherskede et dansk på én og samme tid præcist og åbnende skriftsprog, som ingen af dem, der for tiden begår skrifter om faget, formår. Der sker i dag en vældig formidling af et instrumentelt danskfag via et instrumentelt fagsprog. 

Det, der adskiller redskabsinstrumentalisme fra danskundervisning, der har dannelsen som formål, er fiktionen - både den, der læses, og den, som eleverne selv kan bakse med, ved hjælp af verbalsproget. 

Og hvorfor så det? Jeg tror, at Bjarne Reuter greb fat om hjertets rod, da han engang hævdede litteraturens suverænitet, fordi den betjerner sig af den indre monolog. Her kan vi komme helt ind i de inderste tanker hos de personer, vi læser om. Her kan vi se durk ind i andre og blive bekræftede i, at vi ikke er de eneste med forbudte tanker, at vi træffer personer, der ser helt anderledes på verden, og at vi kan høre det, der ikke bliver sagt. 

Det giver os ikke en opskrift på at forstå, men en ubændig undren og trang til at forstå. Denne undren giver os en lyst til indsigt i os selv, og måske endnu væsentligere, en interesse i at høre andre stemmer end vores egen.

'Aandannelse' bygger på en respekt for det ikke-målelige i mellemmenneskelige forhold. Og denne dimension er blevet herbatoxet ud af danskfaget.

Og lige netop her må der fortsat ligge et mark, som gør, at den ordblinde vil få gevinst ved at lære at læse, om det overhovedet er muligt. Når man læser en indre monolog, modulerer man de talendes stemmer med sin egen indre stemme, og det farver. Tænk blot på hvor stor forskel, der er på at høre en oplæsning af Karsten Pharao (den2radio og Radio 24/7) og af (en dramatiserende) Mickey Mouse (Disney-lydbøger)! Men begge overdøver vores eget (indre) talesprog - selv om der er behagelighed til forskel.

Litteraturlæsning gør plads til indblik og udsyn; redskabslæsning gør det muligt at hakke viden og færdigheder af.

Derfor giver det mening for mange dansklærere at prioritere litteraturlæsning!«


Jens Raahauge, bestyrelsesmedlem i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion.