Hallo, hvad kan forældrene (og vi andre) gøre? – Jens Raahauge blogger på folkeskolen.dk

folkeskolen.dk, 24. januar 2018. Blog af Jens Raahauge

»For 5 minutter siden blev jeg ringet op af DR P4 Syd for at være med i deres morgenprogram. De havde læst blogindlægget "1004" - og ville høre, hvad forældrene kunne gøre.

I det foregående blogindlæg, 1004, nævner jeg det forslag, som forkvinden for Forældre og Skole, Mette With Hagensen, har formuleret: Det kunne være en idé at lave en Børnenes internetklub ud fra samme tænkning som Børnenes trafikklub. 

Hvorfor det? spurgte studieværten fra P4. Jo, fordi det sætter livet på internettet på dagsordenen, så man får en anledning til at tale sammen. Hvis man kun tager noget op, når man har fået øje på et problem, sker det jo ofte, at barnet eller den unge går i forsvarsposition; de føler at vi voksne er i angrebsposition, hvilket ofte er korrekt fornemmet. 

At have en henvendelse fra en eller anden upersonlig instans liggende som udgangspunkt kan være fint, fordi det så handler om sagen og ikke personen.

Dette ændrer ikke ved, at konfrontationer mellem afsender og modtager af smudsige beskeder kan være nyttige og nødvendige. DR Ultra har nogle fine oplæg til arbejdet med færdsel på de sociale medier, blandt andet et forsøg, hvor de søde teenagere sætter tekster på billeder, fx af en overvægtig pige. Men pludselig kommer pigen fra billedet ind til dem, der har skrevet kommentarer. Og lidt ligesom i de gamle Carlsberg-reklamer, så bliver stemningen en helt anden.

Dette ændrer heller ikke ved, at jeg ser langt flere muligheder i at læse litteratur og få blik for, at der findes mennesker, der er anderledes end "mig". Forudsætningen for at leve sammen er, at der er en empati, der giver rum til alle.

Som bivirkning ved litteraturlæsning får man af og til en gave: I det tidligere blogindlæg nævner jeg den metafor, som jeg har hentet fra Bent Hallers Fredsaberne: De unge må ikke få adgang til buen og pilen, det våben, der kan dræbe på afstand - uden at man får blod på hænderne. Den metafor gør det begribeligt, at der er et menneske på den anden side af pilen.

Nu kan vi ikke forestille os, at de unge ikke må få adgang til det våben, der kan sende digitale pile, for mobilen, iPaden og alt det øvrige digitale hardware er blevet en integreret del af vores liv med en lang række goder til følge. Så meget mere grund er der imidlertid til at tage alvorligt, at dette hardware også giver affyringsmuligheder for giftpile.

Samtidig med at vi her diskuterer børn og unges deling af børneporno, er der på Aztec High School i byen Bloomfield i staten New Mexico i USA en 15 årig dreng, der har skudt og dræbt tre kammerater, mens flere er sårede. Vi er rystede over sådanne meningsløse hændelser og over den amerikanske våbenlov. 

Men hvis psykiske overgreb er at ligne ved fysiske, så er det værd at fokusere mere på lighederne på end forskellene mellem unges brug af deres affyringsmuligheder; de være sig konkrete eller digitale, pistoler eller mobiler.

Så lad os - forældre og pædagoger og lærere - lære de unge at bruge deres digitale hardware til "kommunikationssport" og ikke digitale overgreb.«


Jens Raahauge, bestyrelsesmedlem i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion.