Hjælp til den nye prøve i dansk – Anmeldelse af "Sæt skrivespor til prøven –​ Ny udgave"

folkeskolen.dk, 21. december 2016. Af Bente Qvist Okholm


Sæt skrivespor til prøven - Ny udgave. Af Charlotte Rytter og Mette Teglers (Dansklærerforeningens Forlag 2016).
40 sider/Kr. 59,- ekskl. moms.


"Præcist, overskueligt, tydeligt og anskueligt er ord, jeg sidder tilbage med efter at have læst "Sæt skrivespor til prøven" igennem. Jeg kunne også bruge et mere tidsrigtigt udtryk: Eleverne bliver rigtig godt stilladseret med dette materiale.

"Sæt skrivespor til prøven" er til elever i udskolingen. Materialet er delt i to dele. Første del giver et overblik over de forskellige genrer, eleverne kan møde til prøven, og de træk, der kendetegner dem. Her præsenteres en grafisk model over alle genrerne, som giver eleverne et rigtig godt afsæt til det videre arbejde.

I første del bliver eleverne også guidet i, hvordan de kan bruge nettet til prøven, og hvordan man laver en kildeliste. Der er tips til, hvordan eleverne varierer deres skrivning og sprog. Der er vurderingskriterier, så eleven kan se, hvad en tekst bliver vurderet ud fra, og en tjekliste, så eleven, efter at have skrevet sin tekst, kan tjekke, om alt er med.

I anden del af bogen sættes der fokus på den enkelte genre. Til hver genre er der en side, hvor eleven kan planlægge sin skrivning, godt hjulpet af stikord, som hører til den aktuelle genre.

Jeg vil anbefale "Sæt skrivespor til prøven". Materialet er skarpt og meget brugervenligt. Eleverne vil være klædt rigtig godt på til prøven efter at have arbejdet med dette."

(folkeskolen.dk, 21. december 2016. Af Bente Qvist Okholm). Se anmeldelsen på folkeskolen.dk