Hvem må sige hvad? – Jens Raahauge blogger på folkeskolen.dk

folkeskolen.dk, 5. november 2019. Blog af Jens Raahauge

»Debatten om sprogbrug har ikke noget entydigt facit - og derfor må den til stadighed rejses i klassen.

Den danske litteraturs kanon er præget af mandlige forfattere, og det er der en grund til: De kvindelige kolleger blev undertrykt af mangehånde mekanismer helt frem til 1970erne. Derfor er det selvfølgelig nødvendigt at have dette perspektiv med, når en kanonforfatter tages op i undervisningen, sådan som man skal iht. Fælles Mål. (Man bør også inddrage den omstændighed, at dansk litteraturs store er under indflydelse af internationale strømninger). Den litterære kanon kan ses som et udtryk for, at forfattere har bragt den store verden til Danmark, og at litteraturhistorien frem til for omkring 50 år siden var kvindeundertrykkende. 

Illustrationen herover er lavet af miniaturemaler Cornelius Høyer. Det har titlen "Jomfru Charlotte Dorothea Biehl vil castrere Holberg". Jomfruen var samtidig med Holberg og fik stykker sat op på Det Kongelige Teater, ligesom hun lærte sig spansk for at kunne oversætte Cervantes' Don Quijote. Men hun blev kritiseret for ting, som Holberg blev rost for, og hun fik af grovfilen som antydet på illustrationens titel. Og hun gik i glemmebogen.

I romantikken nød Thomasine Gyllembourg stor hæder som forfatter. Hun mindede på mange måder om engelske Jane Austin. Men også hun blev ført ind i den glemmebog, der havde plads til så mange kvinder. Først i 1970erne, da der kom fokus på tidens kvindelige forfattere, blev hun genopdaget og genudgivet.

De to kvinder, ikke mindst Thomasine Gyllembourg, kan betragtes som dem, der har lagt grunden til den rige kvindelitteratur, vi ser i dag, og hvor alle forfattere har samme ret til og mulighed for at bedrive deres skrivekunst.

Anderledes ser det tilsyneladende ud i nonfiktionens verden. Den danske vinder af Nordisk Råds Litteraturpris Jonas Eika leverede en takketale, der fik et socialdemokratisk folketingsmedlem Rasmus Stoklund til at kalde ham for en forfatterklovn. Hans tale, som i øvrigt var retorisk fint bygget op, anklagede den danske regering for at være racistisk. Andre politikere som fx Pia Kjærsgaard skammede ham også ud. 

Men jeg kom til at tænke på Knud Lindholm Laus bog Bare fordi at, som har har skabt over Victor Klemperers LTI - om sproget i Det tredje Rige. Og der er altså skræmmende mange paralleller. Men det er ytringsfrihed i den udgave, som Jyllands Posten lancerede med tegningerne af profeten: Flertallets håneret over for minoriteter.

Boligminister Kåre Dybvad har besluttet at droppe betegnelsen ghetto for de udsatte boligområder, men det har mødt kritik fra Pia Kjærsgaard, der ser det som en lempelse af udlændingepolitikken. For ord skaber virkelighed, og nu var ordet jo blevet det gængse.

Tilsvarende er der nu en masse ord, vi ikke må sige, fordi de virker krænkende. Nogle af Halfdan Rasmussens sorte rim. Nogle danske sange om lysblonde piger. Nogle titler på mennesker i erhverv og funktioner, der hidtil har været kønsdominerede.

Vi bliver nødt til at forholde os til, at sproget udvikler sig i takt med, at samfundet gør. Men vi må vel også insistere på en vis karskhed, hvis det skal have mening, at vi skal kunne være kritiske og analyserende. En vis robusthed må man vel kunne forlange.

For mig at se kalder det på samtale med eleverne at vurdere det, der hedder god tone, som jo ikke er ensbetydende med sprogbrug uden karskhed og karakter.

Men af ovennævnte eksempler synes det mig klart, at ytringsfrihed eller tavshed, der bevidst og raffineret undertrykker hører under det uacceptable, ligesom ytringsfrihed, der håned nedad , er.

Det er i orden, at vi siger, hvad vi mener. Men vi skylder hinanden at udtrykke os, så vi også er værd at høre på - hvad enten vi taler i en politisk debat, i en pressedebat, på en arbejdsplads, i klassen eller privat, hvad enten det er øje til øje, mund til øre eller på sociale medier.

Vi har dybest set fået vores sprog for at kunne meddele os til hinanden som sociale væsner.« 


Jens Raahauge, bestyrelsesmedlem i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion.