"Jeg frygter. Jeg hader. Jeg går over gevind." – Jens Raahauge blogger på folkeskolen.dk

folkeskolen.dk, 28. januar 2017. Blog af Jens Raahauge

»En 67-årig kvinde er dømt for at håne muslimer på Facebook, mens mænd på Ekstra Bladets netdebat sviner Wozniaki for at være polsk og kvinde. Her kan vi passende starte arbejdet med den digitale dannelse, som man i dag kalder det.​

Retten i Glostrup har dømt en 67-årig kvinde for et indlæg på Facebook, hvor hun blandt andet skrev: "Udryd muslimer fra jordens overflade", "Muslimer er sgu ikke mennesker", Muslimer er bevisligt indavlede onde parasitter". Udsagnene er af retten vurderet til at være en overtrædelse af rascismelovgivningens forbud mod at håne, true og ytre sig nedværdigende imod hele befolkningsgrupper på baggrund af race, tro, etnicitet, hudfarve, nationalitet eller seksuel orientering. Det er vanskeligt at være uenig i rettens vurdering af hendes ytringer.  

På ekstrabladet.dk foregår der en livlig og ofte snusket debat. En artikel om en irsk golfspillers i øvrigt afdæmpede begrundelse for at bryde forlovelsen med Caroline Wozniaki, får en række mænd op i det hektiske felt: En kalder hende en tennisrobot og undrer sig: "Gad vidst om hun er lige så defensiv i sengen?" En kalder hende "en tør skede". Og en taler om hendes "kolde, polske gebis". Denne strøm er et af de pænere eksempler på debatkarakteren på ekstrabladet.dk. De bidragende kommer ikke for domstolene, for de er i dette tilfælde ikke rettet mod hele grupper, men det er der så sandelig flere der er, og redaktionen stopper dem ikke; de falder åbenbart ind under begrebet ytringsfrihed.

Men fælles for de to eksempler fra Facebook og ekstrabladet.dk er, at de afslører mennesker, der helt har mistet evnen til at samtale; de kan kun råbe og skælde og smælde. De viser en side af sig selv, som de næppe kan være tjent med skal tegne et fuldgyldigt billede af dem, hvorfor de også ofte vælger at optræde anonymt, ofte under besynderlige navne som Filøjsterkok og Pollesrøv.. 

Den 67-årige kvinde fortalte i retten i Glostrup, at man i kampens hede hidser hinanden op, så man kommer til at overdrive lidt. Og selv om hun lyder til at have andre standarder for, hvad det vil sige at overdrive lidt, så siger hun noget væsentligt: De stopklodser, der normalt kendes i en samtale, hvor man er til stede i samme rum, findes ikke her.  

Her kan vi begynde undervisningen om adfærd på de sociale og digitale medier, for skrevne ytringer her har en samtidighed og en impulsivitet, der er karakteristisk for talesproget, men som i modsætning til dette ikke er flygtigt og bundet til et samvær.

Udsagnene er ikke blot udtryk for, at man nemt kan komme til at gejle hinanden op, hvis man er angste for eller vrede over det samme, men også at ordene står i en nøgenhed, der er blottet for de formildende omstændigheder, som fx mimik, kropssprog og stemmeføring kan farve en samtale med.   

Undervisningen i det, som nogle kalder digital dannelse, må begynde med at lære at omgås et skriftsprog, der har mange fællestræk med talesproget, men savner dettes nærhed og forpligtethed.

Bent Haller skrev engang en smuk fabel, Fredsaberne, hvori den gamle abe, Gråskæg, vogter over nøglen til den hule, som gemmer det farligste af alt, buen og pilen - våbnet der kan dræbe på afstand og uden af dræberen får blod på hænderne. Det kan ødelægge andre aber, men det kan først og fremmest ødelægge indehaverens evne til at se konsekvensen af sine handlinger.

At have adgang til en mobiltelefon, en tablet eller en pc'er giver indehaveren mulighed for at affyre digitale pile - uden at "få blod på hænderne": mobbe en anden elev, slå op med en kæreste, fyre en ansat, pålægge en ansat en ny arbejdsopgave.....      

Fredsaberne forærer os en fin metafor til arbejdet!«


Jens Raahauge, bestyrelsesmedlem i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion.