Jesper Wung-Sungs "Lynkineser" er nomineret til Nordisk Råds børne- og litteraturpris

På Dansklærerforeningens Forlag arbejder vi på højtryk med efterårets bogpakke. Det kommer du til at høre meget mere om lidt senere! 

Men indtil da vil vi være sikre på, at du har hørt, at Jesper Wung-Sungs Lynkineser er nomineret til Nordisk Råds børne- og litteraturpris. Prisen bliver uddelt den 30. oktober. Det er så spændende! 

Du kan læse mere om alle de nominerede bøger ovre hos Nordisk Råd.

I MOTIVATIONEN til prisnomineringen stod blandt andet:

”Forfatteren får os til at føle gyset, når man som barn bliver sat på en gul skolebus i Houston, Texas, uden at kunne et ord amerikansk. Han får os til at mærke savnet, når han ser morforældrenes husmandssted være forvandlet til feriebolig for nogle, der har fældet det gamle pæretræ; husker du smagen af pærer? Han får os til at høre fortid, når han lader drenge give trælår og synge mobbesange. Og han får vores hjerter til at slå lidt hurtigere, når han i gymnasiet udtaler sin elskedes navn: Christina Bausager Jensen.”
 
Lynkineser er Jesper Wung-Sungs personlige tilbageblik på sin opvækst og sit ophav. Den er oplagt til brug i 4.-8. klasse. De fine illustrationer af Rasmus Meisler underbygger elevernes læsning og afkodning.

Lynkineser er det seneste skud på stammen i erindringsserien Min historie.