Kære dansklærer – ja dig, der er i praksis ...

skoleliv.dk, Debat, 1. februar 2019. Af Marie Elmegaard

»... Det er afgørende, at vi har mod til at tale fag og pædagogik
 

Marie Elmegaard er stolt af at være lærer - især dansklærer - og stoltheden bliver ikke mindre, når hun møder nyuddannede fagfæller. Her ser hun et lærerliv, der på mange områder lever på trods, skriver hun.

Dansklærere forlader efter kortere eller længere tid folkeskolen, og der er jævnligt debatindlæg og opslag, der dokumenterer denne udvikling. Forklaringerne kredser om samme problemstilling – grundlæggende, at man ikke udfolder det lærerliv, som man har uddannet sig til. Sagt med andre ord; den enkelte dansklærers uddannelsesforløb har skabt en forventning om et arbejdsliv, som ikke stemmer overens med skolens virkelighed.

Og det er jo i og for sig ikke ny viden. Et paradoks har i mange år været, at skolens formål og ramme ikke altid stemmer overens med skolens mangfoldige udbud af opgaver. Og hertil en læreruddannelse, som har været kastebold i uddannelsessystemets mangfoldige krav til studielivets indhold, form og deltagere.

Efter fire år kastes et stadigt mindre antal nyuddannede dansklærere ud i klasserummet. Jeg mener kastes ud – for ofte står såvel nyansatte som erfarne dansklærere med den følelse at være kastebold. Vi sidder i et hjørne af skolen, pipper om didaktiske trekanter og tigerspring og præsterer så godt, vi kan, men vi kan være alvorligt i tvivl om, hvorvidt vi er en afgørende del af den store forandring i vores fag og i skolens liv.

Fælles indhold
Ser vi på skolens udvikling fra skolen 1.0 til i dag, skolen 3.0, ser vi en skolevirkelighed, som er gået fra målsætning om traditionsbevarelse til en skole med målrettet blik for kontekstualiseret faglighed. Læreren er ikke længere en vidensautoritet, men derimod forløbsdeler, faseopdelt planlægger og konsulent i undervisning. Eleverne skal nødvendigvis ikke længere være i en læreproces, men derimod kunne anvende, selvlede, selvlære og være innovativ sammen med andre elever.

Jeg har på ingen måde noget imod meningsfuld anvendelighed, men jeg har noget imod, at skolen i disse år kortsluttes, således at vi står tilbage og har glemt det, der opretholder skolens liv; en elev, en lærer og et stof at være fælles om. Det kan være ganske ubestemmeligt, og stoffet kan bearbejdes på ganske ubestemmelige måder, fordi det kræver en risikomaksimeret fremtid.

Men et skoleliv kan aldrig klare sig med en dansklærer, der blot faseopdeler og forløbsdeler og en elev, der er i fuld gang med sin egen selvlæringsproces. Et frugtbart skoleliv baserer sig på et møde mellem en elev og en lærer, som har et fælles indhold på hjertet.

Glad ind i lærerhjertet
I den forgangne uge har jeg deltaget i Århus Lærerforenings forløb for nyuddannede og nyligt ansatte matematik- og dansklærere. Udgangspunktet for vores timer sammen var først og fremmest at se på skolens udvikling fra 1.0 til 3.0. De nystartede dansklærere er fulde af begejstring for deres fag, anerkendelse af deres mere erfarne kolleger og besidder en uovertruffen nysgerrighed for eleverne. For disse dansklærere er jobbet ikke et prestigeprojekt i sig selv, men et drømmejob.

I skolen 3.0 drejer alt sig for disse dansklærere ikke om kontekst, selvlede og faseopdeling, men derimod om at være en 'autentisk' dansklærer med et særligt indhold på hjerte, der tilbyder eleverne fælles opslugthed, indsigt og overskridelse af sig selv. Jeg kalder det helt simpelt: at være en dygtig dansklærer, der er dygtig til undervise og sætte sig spor hos sine elever.

Jeg bliver glad helt ind i mit lærerhjerte, men også skræmt når unge nyuddannede dansklærere på egen hånd har erfaret, at det er eleven, læreren og stoffet i samspil, der er et nøglepunkt i danskfaget og i skolens liv. De higer efter, at alle i og omkring skolen taler fag, erfaringer og den pulserende mangfoldige litteratur, som sætter sig spor for såvel elever som lærere.

Så kære dansklærer – ja dig, der er i praksis. Det er afgørende for nye dansklærere, at vi har begejstring og mod til at tale fag og pædagogik og lader os gensidigt inspirere til den undervisning, der sætter sig spor. Og der skal hjælp til, for de nyuddannede, nyansatte dansklærere har brug for at spejle sig og udfordre sig selv i deres egen og andres praksis.«

MARIE ELMEGAARD, Folkeskolelærer og formand for folkeskolesektionen, Dansklærerforeningen

Deltag i debatten på skoleliv.dk