Kanonlister har ændret danskernes syn på dannelse

Kristeligt-Dagblad.dk, 24. juli 2020, af Morten Mikkelsen.

»For 16 år siden var der stor politisk bevågenhed og debat om at fremhæve de forfatterskaber og værker, som skal være fælles dannelse. Siden kom der et utal af kanonlister, hvis punkter for længst er glemt igen. Alligevel har disse ført til et stærkere kulturelt fokus på det fælles nationale, mener iagttagere.

[…] Såvel Michael Jannerup som Johannes Nørregaard Frandsen vurderer, at den kanonliste, der har haft størst effekt på dannelsen i Danmark, ikke er Brian Mikkelsens kulturkanon, men Ulla Tørnæs' litteraturkanon for danskfaget. Formanden for folkeskolesektionen i Dansklærerforeningen, Katja Gottlieb, mener også, at listerne har bidraget til lige akkurat det oprindelige ønske om, at de gamle forfatterskaber ikke går i glemmebogen.

"Jeg kan godt lide den ældre litteratur og ville finde det ærgerligt, hvis kanonen ikke længere skulle være obligatorisk. Men samtidig ønsker jeg heller ikke, at det skal være mere politisk styret, hvad der skal læses. Der er også store udfordringer for lærerne i, at nogle af forfatterskaberne ikke opleves som for kedelige eller for svære," siger Katja Gottlieb, som blandt andet finder Peter Seeberg og Johannes V. Jensen svære at formidle til børn i grundskolen.«

Læs hele artiklen på www.kristeligt-dagblad.dk (Kræver abonnement)