kirsebær...støv...stol. Jeg elsker dansk – Blogindlæg af Jens Raahauge på folkekolen.dk

»At læse mellem linjerne er den vaccine, der kan modvirke, at litteraturundervisningen skaber Klods Hans-brødre, selv om det tilsyneladende er resultatmålet.

"Jeg elsker dansk. Nu er vi begyndt at læse mellem linjerne." Dette glædesudbrud kom fra en pige i 4. klasse, og pigens mor har viderebragt glæden i en Facebook-meddelelse til min kone, som engang har været lærer for moren.

Efter pigens udbrud havde moren spurgt om, hvad det var der var så skønt ved dansk, og datteren svarede: "Nu er vi begyndt at læse mellem linjerne!" Og på spørgsmålet om, hvad det betyder, kom forklaringen: "Når der står at der gik lang tid, så betyder det at de kedede sig."

Det at læse mellem linjerne er kernen i litteraturundervisningen. Det er her teksten og læseren mødes ved at de skrevne ord aktiverer læserens forforståelse og nysgerrighed. Det er her tesen om at det vigtigste er læs og forstå må erstattes af læs og brænd på. Det er her de resultatorienterede kompetencemål bliver afsløret i deres menneskelige hulhed. "Der skal i litteraturundervisningen være plads til det impulsive og det improviserede, men det gælder om hurtigt at komme tilbage på sporet," hørte jeg forleden en sige. Men når man som barn eller voksen investerer sig ved at læse mellem linjerne, så lægger man sporene, mens man læser.

At ville få en pige der læser mellem linjerne i 4. klasse tilbage på sporet, så man kan komme i det forudsatte mål, er dybest set en afsporing.

For år tilbage florerede et multiple choise-ark til Brødrene Løvehjerte, hvor man kun kunne få 13 rigtige, hvis man på spørgsmålet om, hvorvidt brødrene til slut døde, skulle svare JA. Astrid Lindgren selv var åben over for den modsatte opfattelse.

God litteratur skal man ikke nødvendigvis forstå, men den kan give os lyst til og mod på at søge forståelse.

Dette kan aldrig indfanges af et testark.

Jeg blev selv ramt af denne mekanisme forleden, da jeg ved en Sophia-konference på Vartov skulle tale om sprog og dannelse. Jeg havde forberedt mig, men fik så aftenen forinden en vidunderlig billedbog: I landet med den store ordfabrik af Agnès de Lestrade og Valeria Docampo. Den rev tæppet væk under mine tanker; jeg måtte starte med at fortælle om denne bog, og så se om jeg kunne lande foredrager acceptabelt. Om det lykkedes må andre bedømme, men bogen…: den fortæller om et land hvor ordene koster penge, og man kan kun bruge ord man har købt. Eller fundet. En fattig dreng, Philip, fanger nogle tilfældige ord, der svæver i luften, i sit sommerfuglenet. En anden dreng, Oscar, er rig og har købt alverdens ord. Han taler velformuleret om kærlighed til Celine, som Philip er forelsket i. Han har kun sine tre ord. Han sukker og siger sine tre ord: kirsebær…støv…stol. Celine vender sig fra Oscar og kysser Philip på kinden. Han bruger sit sidste ord, som han har fundet i en skraldespand: igen.

Ikke blot er bogen smuk og klog, den er også Klods Hans på en original og nyvinklet måde: En god medicin der måske kan vaccinere skolens litteraturlæsende børn imod en dyrkelse af Klods Hans’ brødre.«

Se blogindlægget af Jens Raahauge på folkeskolen.dk (27. november).