... lækkerbisken af en tema-antologi-arbejdsbog med litteraturhistoriske nedslag – Læs anmeldelsen.

Dansknoter 2/2017. Af Michael Ross Sinclair


Naturhistorier – En litteraturhistorisk temabog. Af Sidsel Toft Christensen og Ivar Lærkesen (Dansklærerforeningens Forlag 2017).
272 sider/Kr. 219,- ekskl. moms.

 

"Jeg har for lidt spalteplads, ganske enkelt, til at anmelde denne lækkerbisken af en tema-antologi-arbejdsbog med litteraturhistoriske nedslag. 

Det eneste nedslående er timingen for udgivelsen… og det er ikke engang nedslående for bogens indhold, men sandsynligvis deprimerende for den horde af dansklærere, der ikke fik øjnene op for bogen inden AT 2017. Bogen passer som fod i hose til Menneskets forhold til naturen, men selvom flere fødder måske er blevet placeret en anelse ved siden af hosen, så er det heldigvis på mode at smøge bukserne godt op og genbruge med stil. Jeg tror på, at mange elever og lærere i fremtiden vil få stor glæde af Naturhistorier – en litteraturhistorisk temabog.

Nu til opløftelsen: Naturhistorier – en litteraturhistorisk temabog er skrevet af Sidsel Toft Christensen og Ivar Lærkesen og udgivet på Dansklærerforeningens Forlag i 2016. Bogen ridser tematisk i litteraturen ned gennem historien fra i dag til 1000 tallet, hvilket betyder, at eleverne vil få en fornemmelse af perioderne med deres egen tid som udgangspunkt. Den går ikke litteraturhistorisk til værks i klassisk forstand, men foretager et smallere rids med naturen – i bredeste forstand – som fokus. På den måde lader bogen forskellige tiders forhold til og udsagn om naturen tegne en udvikling gennem litteraturhistorien, og det gør den glimrende. Bogen er velegnet til 2.g og især 3.g, da eleverne nok bør have en litteraturhistoriske viden ud over det bogen præsenterer, men det gør bestemt ikke bogen mindre god. Det efterlader nemlig mere sideplads til gennemarbejdede arbejdsspørgsmål, forslag til undervisningsforløb, lange linjer, tværfaglige samarbejder, skriftlige opgaver – you name it! Og så har jeg slet ikke nævnt det smukt udvalgte billedmateriale og de skematiske oversigter over perioderne, som mine elever ofte efterspørger. Jeg kan ikke vente med at anvende Timothy Mortons begreber the mesh og mørk økologi i forbindelse med analyser af Theis Ørntofts Digte 2014! Ja, det var en teaser." (Dansknoter 2/2017. Af Michael Ross Sinclair)
Se anmeldelsen.