At læse avis med næsen – Jens Raahauge blogger på folkeskolen.dk

folkeskolen.dk, 22. september 2018. Blog af Jens Raahauge

»Jeg er i et par uger blevet hanhundelufter, og et par norske venner har spurgt, om han nu også er en ihærdig avislæser, altså snuser sig frem til spændende 'nyheder' på sin vej. Og ja, hans adfærd er som vores - især på sociale medier!

Min kone er draget på vandring på Caminoens portugisiske rute med nogle veninder, og det har gjort mig til hanhundelufter. Så den lille shitz shu, Kingo, og jeg har så vores minicaminoer på de nordsjællandske plantageveje, hvor han ivrigt snuser og letter ben. Et par norske venner kaldte denne snusen for at 'læse avis', og jeg må sige, at han ikke bare læser, men dertil kommenterer uafladeligt - og jeg undres over, at en så lille hund kan indeholde så megen væske. Men så falder det mig ind, at hans evindelige strinte-adfærd ikke adskiller væsentligt fra det, der foregår blandt mange mennesker på mange sociale medier.

Jeg har på fornemmelsen, at den lille hund strinter for at vise, at den findes og har været på stedet; men også at den er betydningsfuld efter egen overbevisning. Den har faktisk præsteret at løfte bagbenet så højt, at den kænterede om på ryggen, bare for at nå op i strintehøjde med en større hanhund. Og ligesom det er vigtigt for lille Kingo at fortælle andre - og især sig selv - at den findes, så betyder det givetvis også en del for mennesker i diverse kommentatorspor at ytre sig bramfrit - også når de af og til pisser så højt, at det falder tilbage på dem selv. Men derudover....?

Når jeg selv læser avis, og det gør jeg flere gange dagligt, så prøver jeg også at snuse mig frem til det, der er en tanke værd. Noget stinker og er næppe en tanke værd. Hvorfor er det tryksværte værd, at en pornomodel kan fortælle, at præsident Trumps glans har form som en paddehat? - måske bortset fra, at hans manddomssymbol er at ligne ved den sky, som han kan udløse ved det tryk på knappen, som får glansen til at gå af Sankt Gertrud og alle os andre med.

Tryksværten forekommer mig bedre udnyttet, når den præsenterer ord og tanker, som giver anledning til grublevirksomhed, og til at blive ægget til det, som professor Lene Tanggaard har som sin første indgang til vanebrud: Spørg!

Lad mig få et par eksempler til at løbe sammen: På det seneste har jeg læst eller genlæst nogle ting, som har sat sig i mig: Johan Henrik Marcus greve Knuth fortæller i et interview i Politiken den 11.08.18 om sin fars brutale udsmidning af hans syge mor. I flere interview fortæller Anders Samuelsen, at hans og Mette Bocks far drak sig ihjel efter at være blevet vraget ved et valg til Folketinget. I den just udkomne erindringsbog  'Jens' fortæller Jens Smærup Sørensen om sin opvækst i en for ham uforstående familie. Morten Pape har skrevet om hård opvækst i 'Planen'. Og Cato Thau Jensen har i erindringsbogen 'Et hjem med gevær' skrevet om en opvækst med mange "skabe". (Personlisten kunne gøres mange alen lang).

Når jeg så for mit indre øre hører Marcus greve Knuth, Anders Samuelsen og Mette Bock tale om danskhed, stålsathed og brændende platforme og sammenholder det med sansningerne, sårbarheden og pejlingerne i de tre forfatteres ord, så ægges min nysgerrighed og undren. Hvorfor giver en dysfunktionel barn- og/eller ungdom sig udslag i, at nogle vælger senere i livet at kende sandheden og anvender udråbstegnet som en knippel, mens andre søger at finde en forståelse og bruger spørgsmålstegnet som en snoet sti på vores fælles færd? Og er det tilfældigt, at udråbstegnene her er blevet politikere, mens spørgsmålstegnene er blevet kunstnere?

Se, det var mine overvejelser efter at have stukket næsen i en ordtot, der duftede af dysfunktionalitet. Ved det ord får jeg prompte associationer til skolereformerne. Og ærlig talt, er der ved den kommende revision ikke langt mere brug for Lene Tanggaards spørgsmålstegn end for evidensguruernes udråbstegn? 

"Min sjæl hvad vil du mer?" Jo, jeg vil gå en hanhunderunde med Kingo, inden solen rinder ned i vesterlide, forbi marken, som ikke genlyder af "Sæby-Gaards-Koe-Klage", men måske af krondyrenes brunstbrølen.«


Jens Raahauge, bestyrelsesmedlem i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion.