Løkke-lotto, en del af noget større – Jens Raahauge blogger på folkeskolen.dk

folkeskolen.dk, 23. maj 2017. Blog af Jens Raahauge

»Stemme er ikke bare noget med at sætte kryds til et kommunalvalg. Det er også at lade sin stemme høre - med argumenter og erfaringer fra virkeligheden.​

Når man samler på nyheder og prøver at finde sammenhænge, så byder hver eneste dag på en gave til samleren.

I dag er der en tankevækkende artikel på politiken.dk om en skole, der takker nej til at deltage i Løkke-lotto. Og der er ikke blot tale om et nej, men om et velargumenteret nej, der har rod i virkeligheden. Læs selv den skole- og menneskekloge skoleleder Tina Ellekjærs overvejelser her.

politiken.dk/indland/art5961671/Skoleleder-Tina-Ellekj%C3%A6r-var-rasende-Regeringen-lokker-med-penge 

Den artikel blev lagt på kl. 07.13 og kl. 07.00 med opdatering kl. 07.20 tonede en artikel om Peter Bonde frem på dr.dk. Denne glade lærer, oprindeligt fra Næstved, arbejder nu som lærer på Oure i et ønskejob: han træner teenagepiger. Hans lærerliv bliver skildret og holdt op mod hans tidligere arbejde som assistenttræner for fodboldlandsholdet. Lærerliv er en gave til alle parter, når vilkårene er i orden. Men der er et andet spor i artiklen, hvor han fortæller om sin oplevelse af at blive ydmyget af en ny ledelse i DBU; en ny ledelse som i modsætning til den tidligere ikke har kendskab til "faget", men er "ledere". Derfor er de også formidable til at lave spin: "En del af noget større" bliver det motto, der jo har sin rigtighed: Den ændring, som Peter Bonde fortæller om, der sker i DBU, er den samme, som den, der har fundet sted i ledelsen af folkeskolen. Læs selv her:

www.dr.dk/sporten/fodbold/landsholdet/interview-peter-bonde-jeg-blev-til-grin-i-dbus-parodi

To historier, der toner frem ved syvtiden til morgen fortæller os, at vi er en del af noget større: af en overfladisk, afaglig tilgang til det at være medarbejder i en demokratisk institution og til det at være borger i et demokratisk samfund. Det er da tankevækkende, at så mange nyheder hver dag fortæller netop denne efterhånden gamle historie. 

Ved at oplade vores røst op til kommunalvalget kan vi måske skabe bedre vilkår for alle i og omkring skolen - og gøre opmærksom på, at skolen er en del af noget større.« 


Jens Raahauge, bestyrelsesmedlem i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion.