Lille Virgil og Orla Frøsnapper er måske ikke nyttige, men de er nødvendige

Information.dk, Debat, 31. oktober 2017. Af Katja Gottlieb, næstformand i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

»Jagten på nyttige evner, der umiddelbart kan anvendes på arbejdsmarkedet, har skubbet litteraturen i baggrunden i folkeskolen. Det kan koste børnene erfaringer, der er helt afgørende for at håndtere livet, der ikke altid gør, som man ville ønske​.

I et hønsehus i en lille by boede der en dreng ved navn Lille Virgil. Ham har vi kendt, siden Ole Lund Kirkegaard i 1967 skrev en bog om ham. Han bor sammen med en etbenet hane.

Den kan i sagens natur ikke stå selv og må stå lænet op ad væggen i deres fælles, faldefærdige hønsehus. Ole Lund Kirkegaard skrev sig ikke bare ind i litteraturhistorien med Lille Virgil, Orla Frøsnapper, Frode og alle de andre bøger. Han skrev sig helt ind i marven på flere generationer.

For nylig kunne vi læse, at en ny undersøgelse fra læremiddel.dk afslører, at danske børn læser mindre, end de gjorde for syv år siden, da man sidst undersøgte deres læsevaner. Nogen vil mene, at bogdropping er en naturlig del af udviklingen, og fravalget af litteraturen vil være en naturlig følge af den teknologiske udvikling. Men så enkel er forklaringen ikke nødvendigvis.

Nyttefag eller livsvejleder
I de seneste års enøjede jagt på nytten har vi i skolen fokuseret meget på det målbare, og litteraturarbejdet er blevet gidsel i diskussionen om, hvorvidt skolens primære opgave er at lære eleverne brugsorienterede færdigheder, der direkte kan omsættes til fremtidens arbejdsmarked. Måske som en udløber af denne diskussion forsvandt fiktionsgenren ud af folkeskolens prøve i skriftlig fremstilling i sommer.

Fiktionsgenrerne var altså ikke længere blandt de muligheder, eleverne kunne vælge at skrive i. Det kom bag på mange elever og lærere, men det er resultatet af en mangeårig værdidebat, som kan opsummeres i en sætning, jeg især i de senere år er stødt på en del gange: Nu skal de jo ikke være forfattere alle sammen. Underforstået, at der ikke er brug for, at eleverne i særlig vid udstrækning beskæftiger sig med genrer, de ikke skal bruge i deres nytteorienterede fremtidsliv.

Men danskfaget rummer mange facetter, og det er altså ikke, fordi eleverne skal blive udøvende kunstnere, at vi arbejder med litteratur i skolen. Litteraturen gør os til bedre samfundsborgere. Først og fremmest fordi fiktionen er med til at danne os som mennesker. Litteraturen kan være noget, vi mødes i, og noget vi mødes om. Og litteraturen er nødvendig for, at vi kan gebærde os i andre sammenhænge her i livet.

Litteratur skaber fællesskab
Når klassen mødes om et litterært værk, opstår et fællesskab, og eleverne får mulighed for gennem litteraturen at skabe identifikation. Samtalen om litteraturen vil ofte gøre det nemmere at tale om svære emner, fordi det fiktive lægger afstand mellem læseren og det, der kan være svært at tale om.

Det kan være mobning som i Gummitarzan, eller om noget så stort og svært som kærligheden og døden, som Jesper Wung-Sung behandler i nyklassikeren En-to-tre NU! Det er nødvendigt for mennesker at kunne håndtere og forholde sig til livet, der ikke altid gør, som man ville ønske.

Kendskabet til litteraturen og dens koder er afgørende for, at man kan agere i samfundet. Vi lever i en tid, hvor genrer og medier er i opbrud. Gammel og nyt smelter sammen til noget tredje, og nye genrer opstår. Og det går stærkt. Vi opererer med mockumentary og reality. Genrer, der trækker på fiktionens koder og afprøver grænserne mellem virkelighed og fantasi. Ved at læse litteratur lærer man at aflure de koder og forholde sig til kritisk til de nye genrer.

Litteratur er ikke et redskab. Det er et fællesskab. Det er menneskets fortællinger iscenesat i tid og rum. Det er historie. Det er et magtmiddel, og det er samfundskritik. Litteratur er i sig selv ikke nyttig, men den er nødvendig.

Danske børn skal selvfølgelig gå i en skole, hvor der er plads til samtalen og mødet med omverdenen. Vi skal passe på, at vi ikke har så travlt med at gætte på, hvad fremtidens arbejdsmarked har brug for, at vi ender som etbenede haner, der står lænet op ad væggen i vores alle sammens hønsehus.

Borgere, der nok kan læse, men ikke kan fortolke og ikke kan forstå. Heldigvis er der stadig små virgiler i verden. Og de ved nok, hvad der er vigtigt. Pæreskud og lakridspiber og sådan.«



Katja Gottlieb, næstformand i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Se debatindlægget og kommentarer på information.dk