mater+mater=to mater – Jens Raahauge blogger på folkeskolen.dk

folkeskolen.dk, 15. august 2019. Blog af Jens Raahauge

»Grundtvigsk Forum har netop fundet vinderen af den konkurrence om en oplæsningshistorie for de 3-6 årige, hvori der indgår en LGBT-person. I den anledning var jeg sammen med Kim Fupz og Marianne Eskebæk indbudt til at komme med et oplæg om litteratur for børn. Her er nogle af mine tanker:

Det er altid med en vis skepsis, man nærmer sig fiktion, der er skrevet med et bestemt formål. Det kan meget nem virke som det, professor emeritus Torben Weinreich har benævnt "skolelærerlitteratur", hvor et emne eller tema belyses, mens sproget visner af entydighedens round up.

På den anden side finder der eminent bestillingslitteratur. Tænk blot på det, der kom ud af, at den svenske lærerforening bad Selma Lagerlöf om at skrive en fortælling om Sveriges kultur, natur, historie, religion, folkeliv... Det kom der en Niels Holgersens vidunderlige rejse gennem Sverige ud af. 

Og det lovede godt, at Grundtvigsk Forum havde sammensat en jury bestående af Kim Fupz Aakeson, Cato Thau-Jensen og Sanne Paustian Billesbølle. De ville givetvis ikke lægge navn til at udpege en vindertekst, der "kom rundt om temaet" i flad tekst.

Og lad mig med fluks afsløre, at vinderen blev Anne Sofie Allermann, der havde skrevet en forunderlig tekst om en cirkusleg, hvor tre børn ser på en sten fra forskellige vinkler og får tre vidt forskellige dyr ud af det. Denne fine måde at anskue mangfoldighed på, fik mig til at tænke på et af filosoffen Hegel argumenter for kunstens funktion i forhold til virkeligheden. 

Tænk på de skulpturer Bertel Thorvaldsen kunne fremkalde af en marmorblok. Kunsten formår at tilføre den sanselige virkelighed ånd, så det virkelige bliver gennemlyst af en forbindelse til sandheden. Vi vil aldrig helt kunne forstå, men pointen er også, at vi skal få og bevare trangen til at forstå.

Som formidler (oplæsende forældre/pædagog/lærer) må jeg have respekt for denne "guddommelige" proces. Digteren Dan Turéll siger i et digt: "Om jeg tror/ på Gud/ Ja, da / jeg skriver jo selv." Men som læser er man jo medskaber af skabelsesprocessen, for det er læseren, der gør teksten færdig.

Derfor handler det ikke alene om at læse og forstå, men mere om at læse og brænde på - og få lyst til at forstå.

Den tekst, der får en til at forstå, er tømt for sjæl og fungerer altså som en art faglitteratur, hvad man bestemt ikke skal se skævt til. Den giver god og nødvendig oplysning, men ikke livsoplysning.

Nogle af de energikilder, jeg i mit formidlerliv har oplevet i børnelitteratur er:

- et sprog, der lever, som fx Astrid Lindgrens i Brødrene Løvehjerte, skriv enkelt og stort, som Lene Kåberbøll beskriver det. Jeg har læst denne bog op for 6 klasser på forskellige alderstrin og for et hold lærere på kursus og bedt den hver især udpege bogens bedste, og ingen af gangene gar to valgt samme sted i bogen. Se, det er kvalitet!

På et tidspunkt læste jeg kapitler af Tomas Lagermand Lundmes Tomandshånd op, og en dreng med store personlige vanskeligheder spurgte om, hvad forfatteren hed rigtigt. "Jeg kender ikke det navn, du siger, men det er mig, han skriver om!" Sætningernes ustandselige skift af vinkler svarer til denne drengs måde at opleve verden på.   

- et samspil mellem det unikke og det særlige, det fælles og det individuelle, som fx Bjørn Bergs illustrationer til Emil fra Lønneberg, hvor Emil vis hundredvis af skitser ligner Bergs egen søn, men hvor stregen er blevet så artistisk forenklet, at alle kan genkende deres egen dreng i den. Da Emil bliver filmatiseret, forsvinder denne magi, som må erstattes af andre, filmiske virkemidler.  

- en tekst, der søger at finde fodfæste på usikker grund, som fx Cecilie Ekens forsøg gennem genreblanding at få menneske og teknologi til at virke sammen i trilogien Karana-galaxen, eller Jesper Wung-Sungs brug af Stockholm-syndromet (det med at blive forelsket i sin gidseltager), når han i Ud med Knud skriver om et barn med kræft.

Se, da Anne Sofie Allermann læste sin vindertekst op på Vartov, så spillede den op til de tre nævnte "dyder". Hun har beriget os med en fin tekst til formidling af mangfoldighed. Tak for det.

Og lad mig så nævne, af Rebecca Bach-Lauritsen var blandt de nominerede med en tekst, der hed Mormor og mormor. Den titel fik mig til at tænke på, at børn ofte er særdeles tænksomme og ydende i en sælsom logik: En dreng, der har følt sig udfordret i børnehaveklassen, og som skolen har set som en tilsvarende udfordring, har udtrykt et ønske om at læe latin. Så det er han ved. Han har blandt andet lært, at mor hedder mater. Derfra ræsonnerer han, at så må mormor hedder mater mater, hvorefter har spørger, om det så ikke var lettere at sige to mater. Leg med ord er en væsentlig del af formidlingen af børnelitteratur. 

Netop fordi god børnelitteratur er kunst, kan den føre til skæve ræsonnementer, legende indfald, fantasifulde tanker og foruroligende panderynker. Derfor fordrer den, at formidleren er åben for mangfoldighed og medspillende i sin undervisning: Dette kan blandt andet ske gennem en prioritering af fiktionsfortælling og -skrivning på alle klassetrin.« 

Jens Raahauge, bestyrelsesmedlem i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion.