Mere byskab end landskab og magiske myter i massevis – Jens Raahauge blogger på folkeskolen.dk

folkeskolen.dk, 7. februar 2017. Blog af Jens Raahauge

»De nordiske illustratorers arbejder er mangfoldige som tilværelsen selv. Det opleves tydeligt i udstillingen Into the Wind, som startede i Berlin og som nu kan ses i Stavanger. Til den knytter sig en katalog, der er et fund for de små 15 euro, det koster.

Ved Nordisk Barnebokkonferanse i Stavanger lægger væggene plads til den eminente præsentation af noget af det ypperste, nutidige illustrationskunst i Norden. Udstillingen er støttet af The Nordic House Reykjavik og sammensat af Ulrike Nickel fra berlinske Kulturkind. 

I forbindelse med udstillingen er der udgivet et smukt katalog (hvor to af illustrationerne dog havde fortjent en bedre gengivelse). Her præsenteres 17 illustratorer fra Nordens lande, selvstyre- og sprogområder. De træder frem dels gennem eksempler på deres billeder og dels ved, at de hver især får ordet for en kort og intens beskrivelse af sig selv. (Disse præsentationer tyder på, at en smalsporet, målrettet uddannelsesvejledning er at narre skolens elever for fremtidsoptimisme).

Men kataloget har også en stærk indledningsartikel af professor i visuel kommunikation ved Islands kunstakademi, Gudmundur Oddur Magnússon: Into the Wind/Der Nordwind weht. Dobbeltoverskriften angiver, at alle katalogets tekster foreligger på både engelsk og tysk, hvilket - sammen med illustrationerne - gør kataloget til et fint undervisnings- og samtalemateriale i sprogfagene engelsk og tysk - ligesom det selvfølgeligt har fint grundstof til dansk- og billedkunstundervisningen. Artiklen peger dels på, at nutidens forfattere er vokset op i samfund, hvor byskab har overtaget landskab. (Og det betyder alt andet lige, at billederne er af en anden karakter end metaforerne i Højskolesangbogen). Desuden peger Magnusson på den stærke kraft, som fortsat udgår fra de mytiske fortællinger, og som inspirerer til magiske og nutidige billedfortællinger for børn og unge. Endelig filosoferer han over den globale spredning af ideer; der som ringe i vandet efter et stenkast spredes, og også når frem til kysterne her højt mod nord.

Her er han helt inde ved benet af vores kanondiskussioner, hvor stort set alt er kommet til os udefra, men derefter tilvirket til lige netop os. Et markant argument imod lukkede grænser i en verden, hvor mere og mere landskab bliver byskab.

Her er data til dem, der skulle få lyst til at anskabbe kataloget:

Katalog zur Ausstellung Into the Wind! Hrsg.: kulturkind Berlin / Nordisches Haus Reykjavik Zweisprachig englisch / deutsch 152 Seiten, EUR 14,95 ISBN 978-3-86566-712-0 Vertrieb: Michael Neugebauer Edition, Bargteheide.«


Jens Raahauge, bestyrelsesmedlem i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion.