Metafor 7. At kalde en spade for en spade – Jens Raahauge blogger på folkeskolen.dk

folkeskolen.dk, 29. august 2018. Blog af Jens Raahauge

»Ærlighed varer længst, siger man. Men Svend-Bent i Fupz' novelle om "Verdens uartigste dreng" må alligevel på lyveskole for at få fodfæste i tilværelsen. Tilværelsen er ikke enkel, men kan nemt forenkles af spade-sprog.

I går ringede min telefon ved halvni tiden: "Er du på vej, eller er der sket en misforståelse?" Jeg havde ganske enkelt skrevet forkert på min besøgsliste, så det var om at komme af sted, fordi "Det er i orden. Så kommer du på kl. 10!"

Jeg skulle tale om stærke børn i børnelitteraturen for elever på mellemtrinnet, men sad, da telefonen ringede og læste H. C. Andersens eventyr om de To Jomfruer, alt imens den formidable analyse i Den etiske H.C. Andersen rumsterede i hovedet på mig. Så, da jeg nåede frem, tog jeg afsæt i vores navngivning, i det faktum at alle børn har fået et navn, der viser, at forældrene vil dem det godt her i livet.

Jge lærte to ting af denne situation:

1.

Tænk, at der findes skoler, som er i stand til at justere deres planlagte arbejde efter en forsømmelig gæsteoptræder. Havde det været på en af de gennemstrukturerede fusionsskoler, var min optræden sandsynligvis blevet umuliggjort af skematekniske årsager.

Et par dage forinden havde jeg besøgt Christiansø Skole, som minder om min egen skoletid i friskole med mange årgange sammen. Her er der en omsorg og en faglig hjælpsomhed, som det er vanskeligt at opnå gennem handleplaner affødt af trivselsundersøgelser. Efter et sådant besøg er det vanskeligt at tage KLs skolepolitiske talsmand alvorligt, når han synger sin enstemmige vise om, at det er størrelsen, der giver mest kvalitet.  

Her på Bornholm har jeg oplevet et par folkeskoler, hvor ledelserne har så stor tillid til deres ansatte, at man fornemmer noget af det samme som på de små skoler. Men ofte forekommer det mig, når jeg rundt om i landet besøger folkeskoler og megaprivatskoler (fx dem der reklamerer med real), at tillid til de ansatte er et plancheord fra et konsulentbesøg, fordi lederne presses til eller vælger at styre frem for at lede.

Faktisk tror jeg, at det ville gavne på udbyttet af KLs tour de force ud i virkeligheden, om de besøgte et par friskoler, hvor "friheden flyver" og et par folkeskoler, som har markante, men tillidsfulde ledere. (Jeg kan godt levere et par navne). 

Da jeg kørte fra den førstnævnte skole, klukkede det inden i mig: "Tænk at komme ud fra en skole, hvor ting kan lade sig gøre!" 

2.

Det giver en særlig nerve at starte med det, der optager en. Hvis man kan sit stof, er det jo netop måden at fange eleverne på. Men det forudsætter TID TIL FORBEREDELSE. 

De to jomfruer får godt nok læseren til umiddelbart at associere til ugifte kvinder, men hurtigt finder vi ud at, at det drejer sig om et par ganske særlige jomfruer, brolæggerjomfruer.

I vore dage er begrebet i øvrigt seksualiseret, så det alene betyder en person uden seksuel erfaring, men på Andersens tid drejede det sig om ugifte kvinder: bagerjomfru, smørrebrødsjomfru, men altså også brolæggerjomfru. Man kan høre for sig de brolæggere, der har bedt hinanden om at hente jomfruen. Håndværkerne har menneskeliggjort deres værktøj.

Den ene af de to jomfruer er forlovet med en rambuk, og det er vist en drabelig karl.

Men nu bestemmer man (det kunne være i datidens KL), at navnet jomfru skal erstattes af stempel. Og rambukken slår op, for hvem vil være forlovet med et stempel, en ting. 

Ord skaber virkelighed, og en spade er ikke bare en spade. Derfor kom mit foredrag til at handle om, at styrke er noget vi kan tale op, og noget vi kan tale ned hos hinanden. Emil er en godhjertet dreng, der er dårlig til at overskue konsekvenserne af sine handlinger. Moren ser det gode, faren uheldene. Clara i Vildheks pussenusses af sin mor med hendes evindelige "Lille mus", mens kloge fru Pommerans giver hende kræfter med et "du er en modige pige". Svend-Bent lærer af nederlag at belægge sine ord, så han kan begå sig.

Jeg opdagede, at det er muligt at læse om de stærke piger og drenge i lyset af det sprog, der omgærder dem. Anvender vi et sprog, der giver styrke, eller et sprog, der kuler ned? Anvender vi et sprog, der er menneskeligt, eller et, der gør mennesker til ting?

Derfor er det også værd at fundere over, om det afsjælede fagsprog, der er fulgt i kølvandet på folkeskolereformen, er udtryk for en styrkelse eller en undertrykkelse af professionen. Skal vi være undervisningsjomfruer eller læringsstempler? 

Det må være en ram buk, der har skabt det nye fagsprog. Men hvis vi vil, kan det måske nedbrydes af en menneskelig rambuk?«


Jens Raahauge, bestyrelsesmedlem i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion.