Nedfind den obligatoriske kanon! – Jens Raahauge blogger på folkeskolen.dk

folkeskolen.dk, 13. april 2021. Blog af Jens Raahauge

»Den obligatoriske kanon har en historik, som historien er løbet fra. Men dens eksistens har det med at kalde på lapperier. Så lad os nedfinde den og tage debatten om, hvordan vi styrker litteraturen i undervisningen.«

Den obligatoriske litteraturkanon, som er gældende for både grundskolen og de gymnasiale uddannelser, er ikke et udtryk for, hvad kanonudvalget i sin tid fandt, var den betydeligste danske litteratur, men hvad der kunne tjene som den ælkdre litteraturs fælles stofområde i grundskolen og ungdomsuddannelserne; altså var hensigten at etablere en sammenhæng, som kunne imødegå den gymnasiale kritik af grundskolen, at eleverne "kom blanke i gymnasiet".

Hvad mere er, så blev der udformet to vejledende lister, som var målrettet de to målgrupper, og som indeholdt forfatterskaber, som udvalget fandt mindst lige så tungtvejende som dem på den obligatoriske.

Og faktisk var et argument for at gøre den obligatoriske liste obligatorisk slet ikke af faglig art, men af politisk, fordi Venstre var ved at revne af ueninghed mellem pensum- og frihedstænkerne. Og netop Venstres undervisningsminister Tørnæs, sad med aben, som med udvalgets forslag blev løftet fra hendes skuldre.

Dan man så i forbindelse med folkeskolereformen sneg en ændring af kanonlisten igennem, bortfaldt argumentet om et fælles stofområde for grundskole og ungdomsuddannelser. For de gymnasiale uddannelser foretog ingen ændringer.

Og politisk virker den obligatoriske kanon som en sær horeunge i det enorme net af kompetencetænkningens læringsmål.

Det sære er, at når en obligatorisk liste er opfundet, så kommer der et hav af forslag til at forbedre, justere, udvide den, selv om den dybest set er ude af trit med det, dansklærere ønsker for at kunne styrke litteraturundervisningen.

Selvfølgelig er der ting, som jeg gerne havde set anderledes ved den eksisterende kanon, fx at Leonora Christina ikke er med. Og selvfølgelig er der ting ved den reviderede folkeskolekanon, som virker absurde, fx at Ibsen har fortrængt Rifbjerg eller Martin A. Hansen. Ibsen havde måske profetisk set det nordiske misbrug, når han sagde: Hvorfor bruge fremmedordet idealer, når vi har det gode gamle norske ord løgne.    

Men tilbage på sporet. Det væsentlige anliggende ved etableringen af en kanon er, at man derved kan sikre læsningen af den ældre litteratur, som vores nutidige litteratur og anden fiktion står på skuldrene af. Og ældre litteratur bør være defineret i loven.

Jeg deltog ud over i kanonudvalget med Jørn Lund som formand (2014) også i det med Hans Hauge som formand (1994), hvor jeg i øvrigt fik til opgave at skrive det 20 sider lange afsnit om en kanonrelateret danskundervisning i grundskolen. Her blev der dels udformet flere vejledende lister, som også kan inspirere i dag, og her lå det som en særlig forståelse, at litteraturarbejde i grundskolen og ungdomsuddannelserne byger på forskellige præmisser. Men det var jo også før 2006, hvor folkeskolen mistede sin autonomi og blev gjort til en station på vejen til de videre uddannelser. 

Men hensigten var trods forskellighederne at sikre læsningen af ældre litteratur også i folkeskolen. Vi levede der i en tid, hvor alt før elevernes fødselsår blev betragtet som ældre, selv om der var modbilleder. Vi hørte fra en ministeriel konsulent, at han var blevet sendt som beskikket censor til en kristen friskole, som havde opgivet GT som ældre litteratur og NT som nyere. 

Men lad os nu få den obligatoriske kanon nedfundet og erstattet af nogle pejlemærker, der gør det muligt at sikre den ældre litteraturs plads i danskundervisningen og på samme tid give den enkelte dansklærer mulighed for at udvælge den litteratur, som er vedkommende i den aktuelle kontekst i klassen.

Men det fordrer selvfølgelig tillid til dansklæreren - og det er måske for meget forlangt! "



Jens Raahauge, bestyrelsesmedlem i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion.