Nyhed for og bredere bag - kompetencerne har dog samme smag – Jens Raahauge blogger på folkeskolen.dk

folkeskolen.dk, 30. januar 2019. Blog af Jens Raahauge

»Afisningen af kompetencebegrebet giver måske læreren lidt større råderum, men ændrer intet ved instrumentaliseringen af skolen. Måske vil "revisionen" bare forlænge ulykkerne.

Forleden blev det kundgjort i en artikel på folkeskolen.dk, at Undervisningsministeriet vil til at operere med et nyt og bredere kompetencebegreb i de fælles mål. Dette skulle give lærerne lidt mere råderum og fra flere andre kilder forlyder det, at dette skulle forene kompetence- og dannelsestænkningen. 

Men man kan ikke parre en fasan og en nattergal for at få en stor, farvestrålende fugl med en smuk sangstemme!

Kompetencetænkningen udspringer af læringssynsvinklen, knytter sig til individet og kan i et ganske betydeligt omfang kontrolleres og måles.

Dannelsestænkningen har sin rod i fællesskabet og kan finde udtryk i de dele af undervisningen, som afføder det umålelige. Man kan og skal ikke undervise i dannelse, men være i dannelse. Man kan også betragte dannelsen som det mere, der gør fællesskabet større end summen af de enkelte individer.

Lad mig pege på et par oplevelser fra sidste uge:

Jeg blev bedt om at anmelde Suna Christensens livs- og undervisningsbekræftende bog, Bæredygtig undervisning, som i den grad peger på fællesskabets dannelse i mesterklasse, selv om det handler om noget så praktisk og jordnært som at lære at leve i balance med omgivelserne. Det eneste i bogen,som virker påklistret, er, når hun en enkelt gang føler sig forpligtet til at anvende begrebet læring.

Den anden oplevelse var en deltagelse i Danske Skoleelevers DM i fagene, dels i faget dansk og dels i holdmesterskaberne. I den individuelle del var det elev mod stof, og det eneste, der adskilte denne del fra afgangsprøven, var opgavernes autenticitet,og at rammerne signalerede fest. Det var i holdmesterskaberne, at noget andet og mere stak frem; fagligheden var fin, og samarbejdskoncepterne var på plads, men i tilgift oplevede jeg, at eleverne var opmærksomme på hianden og på de områder, hvor de kunne supplere hinanden, at de var lyttende og argumenterende ved inddragelse også af det personlige, og at etiske og æstetiske overvejelser vægtede højt. Jeg er sikker på, at dette er noget de har lært, fordi deres lærere har udsendt lignende signaler (mesterlæreaspektet), og fordi de bliver undervist i en kontekst, hvor disse værdier vægter højt. De præsterede i de fleste tilfælde ud over deres kompetencer. Og det vil jeg kalde udslag af dannelse.

Hvis man vil have den dannelse, som ikke står skrevet på linjerne, men mellem dem, i formålsparagraffen, må skolen bringes tilbage til fremtiden, hvor undervisningens tilrettelægges ud fra mål for undervisningen.

Som det er lige nu, har læringsmålstyringen bidraget til misdannelse.

Lidt glasur på kompetencetænkningen kan måske bidrage til, at mis- ophøjes til halvdannelse. Men heller ikke mere. Eleverne i den danske skole nu som altid lære at mestre store dele af arbejdslivets udfordringer gennem opøvede og lærte kompetencer. MEN

En skole, der alene bygger på færdigheder, viden og kontekstafhængig brug heraf, forekommer at være udtryk for den fattigst tænkelige politiske ageren. Landet, dets lærere, pædagoger, forældre og ikke mindst elever fortjener bedre!«


Jens Raahauge, bestyrelsesmedlem i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion.