Passagerer på et tog - uden skinner – Jens Raahauge blogger på folkeskolen.dk

folkeskolen.dk, 14. april 2017. Blog af Jens Raahauge

»Sceneinstruktør Katrine Wiedemann kan aflure Shakespeare og Strindberg det bedste og det værste. Nu er hendes skarpe menneskekundskab foldet ud i en klumme i dagbladet Information: Tænk, hvis skolerne lukkede i morgen.

Når man har været så begunstiget at leve i en tid, hvor Katrine Wiedemann folder sit talent ud i opsætninger af blandt andre Shakespeare, Ibsen og Strindberg på de største scener og på de små intime, så kan man kun juble over den menneskekundskab, der begaver publikum med sublime oplevelser - og ikke nok med det: som også får en til at genlæse værkerne i helt nyt lys og til at se nuets forbundethed med tiden frem og tilbage. Hun må været gjort af en særlig skole med et særligt tilbud til de særligt talentfulde, tænker man.

Og så begår hun, den autodidakte instruktør, en klumme i dagbladet Information, hvori hun betegner folkeskolen som den, der har betydet "dannelsen af mit faglige fundament og grundlag for utallige valg i mit senere liv".

Hun spørger blandt andet om eleverne skal "lære om demokratiet, inden det havner i et katalog over fortidens naive drømme". I sin indledning oplister hun en stribe af de modsætninger, som hun oplevede i folkeskolen - modsætninger som bidrager til at skabe både robusthed og empati. Men hun gik nok også i folkeskolen før det frie skolevalg, som vel var den første pind til empatiens ligkiste, fordi forældre begyndte at vælge de anderledes - de fattige, fremmede eller funktionshæmmede - fra. I de senere år har man først og fremmest skullet være empatisk i forhold til ligesindede!

Hun undrer sig over, at det politiske system for få år siden kunne lukke skolerne i halvanden måned uden at forældre gjorde oprør, men i stedet blev apatiske. For som hun skriver: "Når man som borger ikke ved, hvad skolen betyder, ja, hvad man vil med skolen, så ved man ikke, hvad man vil med samfundet".

Det, der efter lockouten og reformen er sket med skolen, er svigt af shakespearsk og strindbergsk format. Derfor er det velgørende at en menneskeklog instruktør forsøger at råbe os - lærerne og forældrene - op med en stribe centrale spørgsmål og en målsætning: "Nutidens folkeskole er, ligesom verden selv, blevet et sted fuld af spørgsmål. I stedet for at være et hus båret på søjler bestående af uangribelige værdier er den et landskab, som er oversået af tvivl".

Læs hendes klumme, bring hendes overvejelser med til møder med forældre. kolleger og ledelse og find en rolle i det store spil om "søjlerne af uangribelige værdier".«      

www.information.dk/kultur/2017/04/taenk-skoler-lukkede-morgen


Jens Raahauge, bestyrelsesmedlem i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion.