Rettigheder og jordforbindelse – Jens Raahauge blogger på folkeskolen.dk

folkeskolen.dk, 25. september 2017. Blog af Jens Raahauge

»Paradisbakkeskolen i Nexø holdt fest i fredags, fordi de i et hug startede arbejdet på at blive UNICEF Rettighedsskole og fik et megastort grønt flag for deres arbejde med haver og kompost og mad. Og hvilken opbakning de fik fra borgmester og lokale fødevareproducenter.​

Man bliver hensat i en særlig stemning, når man nærmer sig og drejer ind på Kong Gustavsvej i Nexø, hvor Paradisbakkeskolen ligger. Her passerer man gennem et helt kvarter af træhuse; de huse som svenskerne gav som hjælp til genopbygning af det kvarter i Nexø, som russerne udbombede ved 2. verdenskrigs afslutning. Her ligger svenskehusene stadig, og de fleste særdeles velholdte: gule, røde, blå, grønne...

Paradisbakkeskolen har indbudt til fest, for i dag får de et nyt grønt flag for deres arbejde med kompostering, haver og brug af gode råvarer, de åbner et par sansehaver, og de skal underskrive den aftale med UNICEF Danmark, som sætter deres arbejde som rettighedsskole i gang.

For få uger siden besøgte jeg skolen i forbindelse med et arrangement om Tove Ditlevsen. Det kan man læse om i et tidligere blogindlæg: folkeskolen.dk/614400/barndommens-gade

Fra en række besøg gennem de seneste år og altså fra forleden kender jeg skolen som et sted med engagerede lærere, der har høje ambitioner både for elevernes faglige arbejde og for deres trivsel. De bliver påskønnet intenst af deres leder - både i ord og i tillid, men også i originalt tænkte rammer.

I forbindelse med arbejdet med kompostering m.m. har skolen ansat en hortonom, der skal sørge for at skabe en velfungerende skolehave på det sted, hvor der tidligere var en pool. Og der blev indviet nyetablerede sansehaver, hvor eleverne fra børnehaveklassen til og med overbygningen kan færdes og blive udfordrede på alle sanser. Det er skolen for elever, der skal være ved deres fulde fem.  

Her skabes mange alternativer til røv-til-bænk-undervisning, så det kan blive muligt at forbinde krop, sanser og undervisning for de inkluderede, at forbinde det ordløse og sprogdannelse for ikke-dansksprogede og for i det hele taget at gøre undervisningen varieret, overraskende og æggende.

Se, de initiativer og hele den tilgang til at drive skole har tilsyneladende bevågenhed fra øens politikere og erhvervsfolk. Bornholms karismatiske borgmester Winnie Grosbøll var til stede, både fysisk og mentalt, ved festen, og 17 (tror jeg det var) lokale madproducenter havde leveret smagsprøver i store mængder til en afsluttende bespisning af festens deltagere, elever, personale og forældre. Hold da op at slutte en fest med lokal soft ice, der er produceret af ren, lokal piskefløde. 

Det er markant, at de innovative, lokale madproducenter kan se, at skolens arbejde med råvarer og bæredygtighed er noget, der skal støttes, så eleverne både kan se et større og et jordnært perspektiv i det, de gør.

Og det er nærmest overvældende at overvære en borgmester, der af eleverne bliver modtaget som en rockstar, og som taler engageret med og om dem og om skolen - og ikke om sig selv. Jeg har ikke oplevet noget lignende, siden jeg som skoleleder i Helsingør fik jævnlige besøg af borgmester Per Tærsbøl, der i både overført og egentlig betydning gik i folk med træsko på og nød at tale med og lytte til elever. Det er eksemplarisk menneskelighed i egentlig forstand, når magtens repræsentanter kan have så stærk et blik for andre. Faktisk har jeg ikke set ånden i Konventionen om Barnets Rettigheder udfoldet mere konkret end i Winnie Grosbølls adfærd, som var helt i pagt med de ord, som UNICEFs repræsentant, Christian Bindslev, citerede fra Pippi Langstrømpe: "Når man er ekstra stærk, har man en særlig forpligtelse til at være sød ved andre."

PS. Under en snak med nogle af de elever fra 8. klasserne, som jeg fornylig talte med om Tove Ditlevsen, gav de mig ret i, at Tove Ditlevsen og børnerettighederne passede godt sammen. Jeg gav dem ret og føjede til, at det gjorde en anden stor, dansk forfatter også. Han var i øvrigt den i udlandet næst mest læste, danske forfatter. Og jeg var sikker på, at de kendte ham. Næh, det var ikke H.C. Andersen. Det var..... ?? Såmænd Martin Andersen NEXØ. "Gud", sagde en af pigerne, "jeg bor nede i Ferskensøstræde, ikke ret langt fra hans barndomshjem, museet. Og jeg har aldrig været der!" "Det har vi heller ikke," istemte de andre. Når jeg selv har været derinde, har jeg sjældent mødt danskere, men ofte svenskere og oftest tyskere og polakker. Måske er der en usynlig sammenhæng imellem de svenske træhuse og Andersen Nexøs uforbeholdne støtte til Sovjet-kommunismen? Men den er hans forfatterskab værd at få sat sig ud over.«

 


Jens Raahauge, bestyrelsesmedlem i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion.