Skolepolitisk korrektur: Der mangler da et 'e' – Jens Raahauge blogger på folkeskolen.dk

folkeskolen.dk, 15. september 2015, Blog af Jens Raahauge.

"Der blev efterlyst en italesættelse af elevernes udkomme af undervisningen - men embedsværket og politikerne glemte et 'e' og gennemførte en italsættelse. Tænk at et lille 'e' giver forskellen mellem menneske og materiale.

Ikke så snart var skoleåret startet i reformens år 2, før en gruppe forskere fra DPU kunne fortælle at folkeskolen er langt bedre end sit rygte (folkeskolen.dk, 19.08.2015 kl. 13.03), ja, faktisk har folkeskolen i tiden op til reformen vist prisværdige resultater. Og ifølge forskerne der refereres i artiklen, var politikerne blevet oplyst om dette, men de valgte en anden historie: De så bort fra den forskning der er styret af forskere (IEA) og anvendte den der er styret af politikere og økonomer via OECD (PISA).

Man erindrer sig Benny Andersens urimelige rim: "Alle rakkede hinanden ned./ Rakke op var der ikke noget, der hed." fra sangen Da jeg mødte dig.

Da politikerne mødte skolen, kendte de kun til at rakke ned. Og måske var den øvelse gjort let for dem?

På Vartov var jeg forleden inviteret til en Samtalesalon, hvor en bredt sammensat gruppe af skolefolk skulle drøfte, hvad der kunne bidrage til at skabe Verdens bedste lokale skole.

Et af de mange interessante indlæg rettede det kritiske lys på den lukkethed og indforståethed som i vid udstrækning havde præget en del af læreradfærden i 70'erne, 80'erne og 90'erne. Og selv om man bliver irriteret over et sådant indlæg, fordi man sidder inde med ret så mange eksempler på det modsatte, så kan man ikke fornægte at det var i den periode der rejste sig krav om at skolens lærere og ledere blev bedre til at italesætte skolens resultater omkring den enkelte elevs udvikling og udbytte.

Kravet blev vel også honoreret, når man ser på de forskningsresultater som blev omtalt af DPU-forskerne. Men denne del af historien var tilsyneladende uinteressant. Det politiske system havde fundet en trædesten der var næsten lige så god som udlændingespørgsmålet, når man skulle have vælgernes opmærksomhed: Den dårlige skole som skulle reddes. Derfor tyede man til det som enhver økonom og - ikke mindst - enhver journalist elsker: Man satte tal på, endog i visse tilfælde med decimaler. Man var ganske enkelt i stand til at overtrumfe Zirkus Nemos målermand.

Man fik italsat den danske skoleelev.     

Og dermed har man afløst interessen for mennesket med en fokusering  på materalet; man har instrumentaliseret menneskesynet.

Det er ikke tilfældigt at et af de uomgængelige krav i Konventionen om Barnets Rettigheder er, at enhver har krav på et navn. Navnet signalerer at du er et menneske, en person, mens du, når du får et nummer, står til rådighed for noget instrumentelt, fx som soldat eller som skatteobjekt.

Man kan spørge sig selv om hvad der er sket, siden vi er blevet så talfikserede. Kan det skyldes at det er blevet så nemt at håndtere kvantitative data, at det må gøres? Kan det skyldes at vi i en verden i hastig forandring har brug for noget, der synes eksakt? Eller kan det skyldes at samfundet er blevet en virksomhed, hvor folkelige politikere er blevet erstattet af politikere med en embedsmandsuddannelse? Eller....?

Man fristes til at spørge: Kære undervisningsminister og kunsthistoriker med samfundsfag som sidefag Ellen Trane Nørby. Synes du ikke det kunne det være interessant at forsøge sig med en selvejende, talfri skole, hvor man gjorde sig umage for at italesætte det væsentlige?"