Skoven i Skolen får ny hjemmeside

Udeskolebørn laver roelygter. Foto: Frank Juel.

Skoven i Skolens nye hjemmeside kan lærere og elever over hele landet frit finde og dele ideer til udeskole og faglig undervisning ude i virkeligheden. Her er ideer og materialer for alle fag og alle klassetrin – og mange konkrete bud på udmøntning af skolereformens ideer om åben skole, anvendelsesorienteret undervisning, mere bevægelse og motivation mv.

”Udeskole har bredt sig nedefra – og udvikles lige nu på skoler over hele landet,” siger Malene Bendix, der er koordinator for Skoven i Skolen og Udeskole.dk. ”Der er lige nu et stort behov for konkrete ideer til, hvordan man flytter dele af skolens faglige undervisning ud i virkeligheden. Og der er behov for, at lærere og pædagoger kan dele deres ideer, så det der udvikles i Gedser også kan bruges i Skagen. Alt det håber vi at kunne understøtte med det nye site.”

Fakta om hjemmesiden
Det nye site samler Skoven i Skolens to gamle hjemmesider www.skoven-i-skolen.dk og www.udeskole.dk og udnytter internettets muligheder anno 2014. Hjemmesiden kan i store træk bruges på både computeren, mobilen og på tablets. Skoven i Skolens gamle hjemmeside, der er udviklet år 2000, bliver besøgt af mellem 40.000 og 60.000 unikke brugere om måneden. 

Et site – to navne
Det nye site er en sammensmeltning af www.skoven-i-skolen.dk og www.udeskole.dk – og det får lov at beholde begge navne. Så kan brugerne selv vælge. Sitet kan frit benyttes af lærere og pædagoger og alle andre.