Slå til - hvad har Utøya med folkeskolen at gøre – Jens Raahauge blogger på folkeskolen.dk

folkeskolen.dk, 25. juli 2017. Blog af Jens Raahauge

»To statsministertaler tegner med seks års mellemrum to tilgange til det at leve sammen i et samfund - og derfor er det være at overveje, hvor vi står over for eleverne med de redskaber, som vores arbejdsgivere tildeler os."

Forleden markerede nordmændene seksårsdagen for Anders Behring Breiviks* terrorangreb på regeringskvarteret i Oslo og på ungdomslejren på Utøya. 

I den forbindense holdt statsminister Erna Solberg en mindetale:

"For oss er 22. juli en dato som for alltid vil være forbundet med frykt, fortvilelse og sorg, sa Solberg da hun talte under minnemarkeringen utenfor Høyblokka in regjeringskvartalet lørdag formiddag." 

For seks år siden holdt daværende statsminister Jens Stoltenberg en tale til den tusindtallige skare, som mødtes på rådhuspladsen i Oslo 3 dage efter angrebet: 

"I tillegg skal vi rette blikket mot Norge etter 22. juli 2011.

- Vi skal vokte oss for å trekke for mange, og for bastante konklusjoner mens vi er et land i sorg, men noen løfter kan vi gi hverandre allerede i kveld.

For det første.

Ut av alt det vonde øyner vi paradoksalt nok spiren til noe verdifullt.

Det vi ser i kveld kan være den største og den viktigste marsjen det norske folk har lagt ut på siden den 2. verdenskrig.

En marsj for demokrati, samhold og toleranse." (www.aftenposten.no/norge/Statsminister-Jens-Stoltenbergs-tale-pa-Radhusplassen-575954b.html)

Der er et tidsrum på seks år imellem de to taler, men der er også en ideologisk forskel, en markant forskel i menneskesyn: Hvor den ene betoner " frykt, fortvilelse og sorg", så er det centrale for den anden "demokrati, samhold og toleranse". Hvor den ene individualiserer og presser, peger den anden på at blive gjort fri gennem fællesskab.

Jens Stoltenberg pegede selv på denne skelnen i sin tale på rådhuspladsen: " Ondskap kan drepe et menneske, men aldri beseire et folk."

Når det for mig at se er specielt værd at notere sig denne skelnen imellem det individuelle og det fælles for os, der arbejder i skolen, så skyldes det, at vi skal ruste vores elever til en fremtid, der giver dem mening. 

Man kan anskueliggøre det med en dobbelttydig dansk vending: at slå til. Man kan slå til i den forstand, at en selv og andre oplever, at man udfylder en plads i fællesskabet, og man kan slå til ved, at man pander andre enten i afmangt, i frygt eller i radikaliseret vanvid.

Men det er det menneskesyn, man bliver mødt med, der lægger grunden. 

Derfor er der grund til at overveje, hvad det betyder for os i skolen, at vi arbejder efter individualiserede mål, at vi anvender en karakterskala, der fokuserer på fejl, og at vi hylder konkurrence frem for samarbejde.

Det kan synes småt i forhold til de voldsomme begivenheder i Norge for 6 år siden, men som nordmændene siger, så må vi søge kimen til, at det kunne ske. 

Hvordan bidrager hver enkelt af os til, at eleverne oplever sammenholdet stærkere end frygten for at fejle? Hvordan bidrager hver enkelt af os til, at eleverne ser åbenhed overtrumfe mistillid? 

Og hvordan ser de redskaber ud, som vores lovgivere og arbejdsgivere har givet os i hænde til at løse opgaven?

*Breivik har efterfølgende taget navneforandring til Fjotolf Hansen « 


Jens Raahauge, bestyrelsesmedlem i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion.