Sprogudvikling? Tal med børnene. Lyt til børnene. – Jens Raahauge blogger på folkeskolen.dk

folkeskolen.dk, 4. februar 2017. Blog af Jens Raahauge

»På TV kan man i disse dage se begejstrede pædagoger, der får småbørn til at løbe hen til et billede af et rødt æble og sige "rødt æble". Det kaldes udvikling af ordforråd. Men der må da være andre veje!

Da jeg forleden aften så små børn blive sprogstimuleret ved at gå fra rundkredsen til en papskive og udpege et rødt æble og derpå sige "rødt æble", var det første der faldt mig ind ganske usagligt, nemlig historien om Svend Bent, der blev sendt i lyveskole, fordi han ikke kunne sige rødt æble, når han kiggede på et grønt. Den vidunderlige historie er skrevet af Kim Fupz Aakeson. Den hedder Verdens uartigste dreng. Og den findes også i en illustreret udgave, hvor Rasmus Bregnhøi meget forudseende for år tilbage lod lyveskolen ligne Det hvide Hus i Washington til forveksling.

Men en anden mere seriøs ting satte TV-indslaget i relief. Jeg ankom lidt tidligt til en Sophia-konference på Vartov. Om dannelse - og den kan man læse om på Sophia-bloggen her på folkeskolen.dk. Men altså, jeg startede med en pæn pauseog satte mig til at bladre i Dansk Kirketidende, og hvilken befrielse var det ikke at læse Benedicta Pecselis historie om tid: Hvis tiden ikke fandtes, ville alting ske på én gang. Her fortæller hun, der er lektor ved UCC, om en samtale med C, en 5½ årig, som hun er blevet voksenven med. 

"Er du fra gamle dage?"Spørger C og BP svarer undvigende. Så følger C op: "Gamle dage, lige efter dinosaurerne uddøde", og C fortsætter: "Det må¨være svært at være fra gamle dage?" BP kommer i tanke om en anekdote  om et barn, der mente at gamle dage var i sort/hvid, ligesom på fotografierne. Så hun spørger: om C mener at verden dengang var i sort/hvid - og får svaret: "Nej, I vidste bare ikke, hvad farverne hed".

Den historie får en anden til at træde frem i erindringen - en historie, hvor A på 4½ år fortæller som oplæg til Avisen i Undervisningens lancering af  temaet  tro.

A beretter: "Gud er Jesus' far. Det er faktisk rigtigt, at han er deroppe. Vidste du ikke det? Han er oppe i himlen, for han er nemlig død, og det er mange år siden. Olav er også død. Det er en mand, jeg kender. Han var syg og blev opereret, men da han skulle vågne, så vågnede han ikke. Så var han død. Han døde om dagen og blev begravet om natten, og min mor og far var i kirken, og der græd de." "Blev du også ked af det?" "Neeej, jeg nåede jo at møde ham. Nu er han i himlen. Og nu kigger han ned på mig og hele familien. Gud ser ud som dem ovre i Afrika. Der går drenge med kjoler. Det gør Gud også. De tager noget uld fra et får her i København, for nede i Afrika har de nemlig ikke får, de har kun køer. Dem i Afrika kommer ikke op til vores Gud. De kommer op til en afrikansk Gud. Min fars far er faktisk også død. Men nu har jeg fået en tipoldefar, så det går nok. Jeg kommer også op i himlen, når jeg dør. Når man dør, skal man blive på stjernerne og skyerne, okay? Sådan er det".

Tænk, hvis disse børn havde fået samtalen og lytningen afløst at et arbejde med ordforråd, hvor man løber op til et billede og siger et par ord frem for at deltage i en samtale og i en beretning og i et sprogligt samvær.

Nu vil nogle måske indvende, at C og A netop er sprogstimulerede børn, så det er urimeligt af mig at bruge dem som eksempler. Læs lige argumentet igen. Hvordan ville deres ræsonnementer og fortællinger se ud, hvis de havde haft en barndom, hvor de gik fra billede til billede og sagde ord. De har netop udviklet et sprog gennem sprogligt samvær med voksne!

Billeder på papskiver og løsrevne ord kan aldrig erstatte samtalen. Derfor er det vigtigere at opnormere det pædagogiske personale frem for at indkøbe billeder af enkeltord og efterfølgende screene børnenes forråd af ord ...«


Jens Raahauge, bestyrelsesmedlem i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion.