Tårernes, Tågernes og tåbernes ø – Jens Raahauge blogger på folkeskolen.dk

folkeskolen.dk, 3. maj 2020. Blog af Jens Raahauge

»En forbyttet konsonant kan få sendt tankerne ud på de særeste udflugter på en allé af udsprungne spørgsmålstegn.

I min postkasse lå der en kuvert med mit navntræk og adresse i smuk håndskrift. Så vidste jeg, at afsenderen var Forlaget Jensen&Dalgaard, som beriger dette lands børnelæsere med litteratur af høj kvalitet. Kuverten indeholdt da også en forunderlig bog: Tågernes ø af David Lel-lo; indbundet i brunt lærred med titlen i guldtryk.

I mine erindringståger tonede en historie frem om en lille bog med samme titel, som vi udgav på Amtscentralen i Næstved tilbage i 1980'erne, da vi ville promovere elevernes fiktionsskrivning. Jeg fandt det ydmyge hæfte fra 1985, skrevet af Ditte Brodersen i forbindelse med et emnearbejde i 4. klasse om Drømmen om Amerika, som man på den tid kunne få indblik i på en udstilling på Nationalmuseet. Og titlen på Dittes fortælling fra det "digte-værksted", som var en valgmulighed, blev selvfølgelig Tågernes ø, inspireret af fotos fra Ellis Island. Men det er fortsat forunderligt at se den indlevelse, som hun formåede i mødet med stoffet, og som bragte hende i en fin brevveksling med bedsteforældre, som kendte nogen, der var udvandret.  

Nok genopdagede jeg Dittes bog på grund af en konsonantforveksling, men den gjorde det endnu en gang klart for mig, at de, der nedtoner elevernes fiktionsskrivning i danskfaget, er udvandret fra dansk skoletradition for at tage ophold på tåbernes ø, hvor indlevelse er erstattet af det kontrollerbare.

Tilbage til Tågernes ø, som udkommer den 15. maj, blev jeg mindst lige så overvældet, som ved gensynet med Dittes ø: ud af tågerne møder vi en dreng, der ikke kan lide at læse. Men en dag finder han en forunderlig bog, som er gledet ned bag skolebibliotekets reoler - og det viser sig, at den ikke er katalogiseret. Men det viser sig også, at den taler direkte til ham, og den ændrer hans syn på både sig selv og læsning.

Bogen taler til ham og siger blandt andet: "...sandheden er, at vi alle bliver tiltrukket af det, der afviger fra den slagne vej, det er dét, der fascinerer os og gør os nysgerrige..."

Det får mig til at erindre to episoder:

1) Jeg har selv en søn, som ikke orkede at læse i de systematiserede Dingo-bøger, som klasselæreren bar ind i dansktimerne i 3. klasse. Men en dag fandt han på mit bord Endes Den uendelige historie med forskelligtfarvet skrift og en rude med spejlvendt skrift. Den blev hans første lystlæsning. Han blev i sengen i en uge og læste og læste. Og i hans kontaktbog måtte jeg skrive (der havde netop været aflyst timer på grund af et fagligt lærermøde), at han havde været til fagligt møde under Ole Lukøjes paraply.

2) Da jeg på en skole var med til at indføre frilæsningstid, nu også kaldet læsebånd, støvsugede jeg områdets antikvariater for børnebøger og lavede rodekasser. Mange elever fandt deres læsestof her, og mange oplevede forældre, der viste interesse for deres læsning, fordi bøgerne også fængede her.

Læs den catalanske Tågernes ø, når den om kort tid udkommer. Og husk nu, hvor der afsættes millioner i støtte til læselystprojekter, at kun de, der er udvandret til tåbernes ø, tror, at det er den slagne vejs katalogiseringer og målrettede stimuleringer, der vækker lysten.  

Så spørgsmålet til enhver af os dansklærere er: hvilken plads giver vi fiktionsskrivning og -læsning i vores fag? Hvor stor er tågernes ø i vores danskundervisning?« 



Jens Raahauge, bestyrelsesmedlem i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion.