TAG OG LÆS! – DYSTOPIA. Få 20% rabat

TAG OG LÆS!
– DYSTOPIA

Litteraturseminar på Testrup Højskole den 6.-12. januar 2019

I de seneste år er dystopier og undergangsscenarier begyndt at fylde mere og mere i den aktuelle kultur. Således også i samtidslitteraturen: Lars Skinnebachs seneste digtsamling, TEOTWAWKI, har sin titel fra den amerikanske survivalist-bevægelses forkortelse for civilisationens undergang: The End Of The World As We Know It. I Jonas Eikas novellesamling Efter solen finder man sammenstyrtede banker og organhøstfabrikker. Margaret Atwoods dystopi Tjenerindens fortælling fra 1985 bliver lavet som tv-serie og får – sammen med andre dystopier som Westworld og Black Mirror– enorm gennemslagskraft. Dystopier kan også, som i Kim Leines historiske romaner om danske kolonier på Grønland i 1700-tallet, forstås som uhyggelige genkomster af fortiden – måske som en modstand til sejrherrernes hang til skønmaleri og fortrængning. I Leines De søvnløse, som foregår i 2025, er det derimod Europa, der er kastet ud i en ny verdenskrig, mens Grønland fremstår som et roligt, solbeskinnet fristed.

Litteraturseminaret Tag og læs! vil denne gang undersøge, hvilke billeder af undergang, katastrofe og opløsning man finder såvel i den ældre som i den nyeste litteratur. Fra Bibelens dommedagsscenarier og frem til den danske samtidslitteratur.  

Foredragsholdere, forfattere og kursister skal tale om, hvad dystopien som genre kan og ikke kan, hvor utopierne bliver af, og hvordan man fortæller om enden på verden, som vi kender den, til børn. 

Derudover skal vi fokusere på bogsæsonen 2018. Kritiker ved Information Erik Skyum-Nielsen vil i sit foredrag gøre status over bogåret. Der vil være oplæsninger ved nogle af de mest interessante danske forfattere lige nu, paneldebatter om de seks danske værker, der er nomineret til Montanas Litteraturpris og en kritikersalon om to helt nye eller endnu ikke udgivne værker. Som


Medlemmer af Dansklærerforeningen får 20% rabat
Vi fortsætter det gode samarbejde med Testrup Højskole, og medlemmer af Dansklærerforeningen får 20% rabat på deltagelse i litteraturseminaret Tag og læs!

Tilmelding
Læs mere, og tilmeld dig på Testrup Højskoles hjemmesideNB! Husk at skrive på tilmeldingen, hvis du er medlem af Dansklærerforeningen.