Tak for ordene, Pia Juul

I går modtog vi beskeden om, at forfatteren Pia Juul alt for tidligt er gået bort. Pia Juul debuterede i 1985, skrev lyrik, dramatik og prosa og er kendt for sin minimalistiske skrivestil. Selvom Pia Juul ikke er her mere, er der ingen tvivl om, at hendes prisbelønnede forfatterskab vil leve videre.


I 2005 udgav hun billedromanen "På jagt" på Dansklærerforeningens Forlag. Bogen handler om jagt på flere planer. En dreng får et jagtgevær og lærer at gå på jagt af sin far og onkel. Drengens mor rejser, naboen forsvinder under mystiske omstændigheder, mor kommer tilbage igen, og livet fortsætter, som om intet var hændt. Der er nok at tage fat i, hvis man vil arbejde med "På jagt".

Til de lidt ældre elever kan "Af sted, til stede", Tiderne Skifter 2012, danne udgangspunkt for godt litteraturarbejde. Medlemmer af Dansklærerforeningen kan hente Marianne Hundebølls undervisningsforløb her:
dansklf.dk/Af-sted-til-stede