Tanketræet. 3. – Jens Raahauge blogger på folkeskolen.dk

folkeskolen.dk, 12. maj 2019. Blog af Jens Raahauge

»Hvad er virkelighed, og hvad er drøm? Det kan man tale om, når man sidder under et enormt cedertræ med en god ven. Og ord og tanker vender tilbage i mødet med en fortid, der ligger til grund for lige nu; jeg har været til 40 års jubilæum med tidligere elever.

"Systematikerne, de videnskabsmænd hvis videnskab udelukkende består i at klassificere, er i regelen uvidende om at de ting de klassificerer er uendelige og følgelig ikke lader sig klassificere. Men det der virkelig undrer mig er at de kan være uvidende om eksistensen af klassificerbare ubekendte, ting der angår sjælen og bevidstheden og som er kundskabens indfaldsveje." Således indleder den portugisiske forfatter Fernando Pessoa sit skrift fra 25.7.1932 i Rastløshedens bog (som netop er blevet genudgivet!!!).

Inden min afrejse til Lissabon skrev jeg på mit autosvar, at jeg var med en ven i Lissabon for at opspore Pessoas sjæl. En anden af mine venner, som også er fan af Pessoa, skrev, at det vist ikke var tilstrækkeligt med en uge. 

Og det er netop pointen! Når man går efter at finde det klassificerbare ubekendte, så opdager man, at det man indfanger, hopper videre, så snart man føler at have godt greb om det. Men det byder sig uafladeligt til.

Forleden var jeg inviteret til samvær med den klasse, som jeg for 40 år siden sagde farvel til efter afgangsprøven. 

Vi skulle mødes på skolen, men kunne ikke få adgang uden for "åbningstid"; det har man ikke ressourcer til nu om studer. Derfor gik vi rundt og kiggede ind gennem vinduer og rundt omkring. Alt så ud, som da vi forlod stedet; samme type møbler, samme bordopstillinger, men lidt smartboards, nye, vedligeholdelsesfri vinduer, en ny pavillon og stribevis af hængelåse og forbudtskilte. 

Vi drog hastigt videre til den elev, der havde stillet sit hjem til rådighed for vores sammenkomst. Vi ville først berette om vores liv - i alfabetisk rækkefølge - og derefter være sammen om et måltid. Vi begyndte at fortælle, lytte og kommentere kl. 14 og kunne starte spisningen lidt over kl. 21.

Det, der slog mig, var dels at vi havde været en broget flok, en mangfoldighed, hvor alle hørte naturligt til, og dels at den indbyrdes accept og omsorg fortsat var tydelig her 40 år senere, selv om de fleste ikke længere omgikkes jævnligt.

Fortællingerne var vidt forskellige, men hver enkelt havde alles ører, når vi hørte om livsforløb med glæder og sorger i både familie- og arbejdsliv.Og jævnligt brød en erindring ind og mindede os om, at vi var et fællesskab.

Det, der imponerede mig, var, at de tre, hvor vi lærere havde udtrykt betænkelighed omkring deres ønske om at gå i gymnasiet, var droppet ud efter 3 uger, et par måneder og nogle få måneder, alle anerkendte, at vi havde kendt dem bedre, end de selv gjorde, men også havde ladet dem erkende det på den konkrete måde, så de ikke skulle leve med en følelse af, at de var blevet afskåret fra et forjættet land.

Endvidere glædede det mig, at der var elever, som havde haft det svært i skolen, og som tilsyneladende havde fået udviklet stærke viljer til at klare sig - trods modgang. Det var gåsehudsfremkaldende fornemt.

Endelig gjorde det mig vemodig at tænke på, hvor megen røv-til-bænk-undervisning de var blevet budt. Selv huskede jeg alle de gange, vi havde været ud af klassen, men et kig ind gennem skolens vinduer fik min erindring ind på et mere virkelighedstro spor.

På køreturen hjem slog det mig, at systematikerne har klassificeret løs i de år, der er gået, og har spillet op til en udvikling, der prioriterer alt det, der skiller fællesskabet og gør de enkelte mindre empatiske over for "kundskabens indfaldsveje", det der angår sjælen og bevidstheden.

Fri os for at få de gamle dage tilbage, men man havde vel ikke behøvet at satse på det, man postulerer at kunne afgrænse, og undertrykke det, der er værd at bygge på, det der kan give indbyrdes omsorg, accept, gnist og udholdenhed.   

Vi fortjener en skole, hvis ånd man til stadighed skal søge, men aldrig helt kan få hold på.«


Jens Raahauge, bestyrelsesmedlem i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion.