TILLYKKE til Mette Teglers med Politikens Undervisningspris!

Artikel fra politiken.dk, d. 29. april 2014. Af Mie Louise Raatz

Mette er ud over at være en meget dygtig og topengageret lærer også forfatter til flere af Dansklærerforeningens Forlags gode udgivelser, og desuden tidligere medlem af Dansklærerforeningens bestyrelse for Folkeskolesektionen.


 

"Vinder af Undervisningsprisen: Jeg er ikke en sådan en laissez faire-lærer
Alt kan blive bedre, mener hun. Også 9. b's afgangsprøve, mener Mette Teglers.

»Det kan altid blive bedre. Det ligger dybt i mig. Det er også det, jeg underviser efter. Både eleverne, jeg og undervisningen kan altid blive bedre«, siger Mette Teglers.

Hun er – ud over dansk- og historielærer på Søndermarkskolen på Frederiksberg i København – også vinder af Politikens Undervisningspris.

I indstillingen af Mette Teglers fremhæver faren til to Mette Teglers-elever blandt andet hendes engagement i sine klasser: 
»Med andre skolelærere som sammenligning, som i øvrigt er højt kompetente på Søndermarkskolen, udskiller Mette sig positivt. Hun viser stort engagement og hengivenhed til alle elever i hele klassen og udvikler klassen som en helhed. Med det mener jeg ikke kun faget. Hun er interesseret i at videregive, men hun hjælper også med børnenes personlige og sociale udvikling«.

Mette Teglers selv understreger, at hun ikke er venner med sine elever. Det er ikke hendes job.

»Jeg holder meget af struktur, og jeg er ikke en sådan en laissez faire-lærer. Jeg er nok rimelig striks og stiller høje krav. Men man kan godt have det sjovt, samtidig med at der stilles høje krav. Eleverne skal bare kunne mærke, at man har nogle forventninger til dem«, siger hun.

... Da det faglige panel gennemgik de over 400 indstillinger af grundskolelærere, stak Mette Teglers ud på flere måder. Blandt andet fordi hun ikke bare underviste i Søndermarkskolens udskolingsklasser. Hun holder også kurser for udskolingslærere og laver blandt andet undervisningsmateriale til andre dansklærere."

Læs hele artiklen på politiken.dk

Læs også artiklen Prisvindende lærer: "Jeg har ikke travlt med reformen" på folkeskolen.dk